Mette F. ser svære regeringsforhandlinger foran sig

Jakob Poulsen
ftvalg

Statsminister Mette Frederiksen (S) er klar til at tage fire år mere i spidsen for landet.

Det sagde hun i en tale til Socialdemokratiets valgfest natten til onsdag på Christiansborg.

- Der er ikke meget, der tyder på, at det bliver nemt at danne en regering, siger hun og kommer med en hilsen til de 11 andre partier, der er blevet valgt ind.

- Et nyt Folketing må samarbejde, vi må bøje os mod hinanden og finde kompromisser.

Med alle stemmerne talt op efter folketingsvalget står det natten til onsdag klart, at hverken rød eller blå blok kan samle et klart flertal bag sig.

En samlet rød blok får 84 mandater, mens blå blok får 77 mandater.

Mette Frederiksen har under valgkampen ikke ville sige, om hendes førsteprioritet er en ren rød regering eller en regering over midten.

Men med det endelige valgresultat står det klart, at Moderaternes 14 mandater kan blive helt afgørende i en kommende regeringsdannelse.

Hun blevr efter talen spurgt, om det bliver sværere at danne regering denne gang end ved sidste valg.

- Ja, det vil jeg tro. For politik er i forandring. Danmark begynder at ligne andre lande med flere partier og større brydning, lyder svaret.

- Så nu må vi høre, hvad de såkaldte røde partier og Lars Løkke Rasmussen siger.

Socialdemokratiet fik 21,9 procent af stemmerne ved tirsdagens folketingsvalg.

Resultatet betyder, at Socialdemokratiet ender med 38 mandater. Det er 12 færre end sidst.

/ritzau/