Folketingsvalg 2026

Det er ikke helt gået op endnu for Marcus Knuth (C), at valgkampsmissionen lykkedes. Foto: Eva Højrup

Rørt Knuth: - Det har været det hele værd

Den lollandske folketingskandidat Marcus Knuth (C) stryger direkte ind i Folketinget som den helt store konservative stemmesluger i Sjællands Storkreds.

Offentliggjort Sidst opdateret

På vej ud for at pille den første af sine i alt 3.000 valgplakater ned er det en storsmilende Marcus Knuth (C), der traver gennem Nykøbing onsdag eftermiddag.

- Det allerførste, jeg glæder mig til, er at aflevere mit ID-kort, hvor der står "forhenværende folketingsmedlem", siger han i kraftig modvind på Brovejen.

I stemmeboksen tirsdag har han haft mindst lige så kraftig medvind. 

Lollikken er med 4.394 personlige stemmer suverænt i front hos De Konservative i storkredsen. Knuth har fået mere end dobbelt så mange stemmer som sin nærmeste forfølger. Konservative får to mandater i storkredsen.

- Jeg bliver virkelig rørt over den opbakning. Jeg har arbejdet så hårdt i så lang tid. Det har været en lang og hård valgkamp, så nu føler man, at det har været det hele værd, siger han og erkender, at det ikke rigtig er gået op for ham endnu.

- Man tror jo ikke på det. Rune Kristensen (C) kom ind i valgkampen meget sent. Han er viceborgmester i Næstved og kandidat i Ringsted-kredsen, som jo havde fået 40 procent af stemmerne ved kommunalvalget. Så stod han jo som et godt bud på en kandidat, der kunne blive nummer et. Det samme med vores kandidat i Roskilde, Victoria (Helene Olsen (C), red.). Roskilde er den suverænt største konservative valgkreds.

- Det er fedt. Jeg glæder mig virkelig, siger Knuth om triumfen.

En lille lollandsk familie

En knap fire uger lang valgkamp er krævende på familiefronten. Det er ikke meget, Marcus Knuth har fået set til dem derhjemme.

I stedet har en anden lille familie trådt ind og fyldt en hel del i valgkampen. Forholdet til de andre lollandske folketingskandidater er vokset i de seneste intense uger.

- Jeg har været i løbende kontakt med Iben (Krog (V), red.) og Kasper (Roug (S), red.), og vi har jo været sammen dagligt ved debatter igennem næsten en måned, så man lærer også hinanden virkelig godt at kende. De har også små børn, så vi har talt med hinanden om det savn, når man ikke rigtig får set dem i valgperioden. Vi har haft det tilfælles, at vi har set hinanden meget mere end vores familier, siger han og fortsætter:

- Man bliver nærmest sin egen lille familie af kandidater, der kan være uenige om de nationale ting, formueskat og så videre – men det lokale har vi et rigtig godt samarbejde om. Jeg vil nærmest sammenligne det med at være soldat og have ligget i skyttegraven sammen. Så kender man hinanden på en helt anden måde, siger Marcus Knuth.

Lige netop dét er et rigtig godt udgangspunkt for den berømte samling af folketingsmedlemmer fra Sydhavsøerne, Kaffeklubben, som Knuth ser meget frem til at komme tilbage i efter sine godt tre års fravær fra Folketinget.

- Det bliver skønt at genstarte Kaffeklubben med de andre lokale folketingsmedlemmer, siger han.

Knuth og Roug

Den konservative Marcus Knuth og socialdemokraten Kasper Roug står på hver sin side af midten af det politiske spektrum.

Men de har begge Lolland i hjertet - og det er det vigtigste.

- Han og jeg har virkelig haft et godt samarbejde i valgkampen, som jo faktisk kom ret naturligt, ved at vi begge to har været grønlandsordførere. Vi har også begge siddet i Forsvarsudvalget, siger Marcus Knuth.

Som man forleden kunne læse, drømmer de to om at få produktionen af krigsskibe lagt i Rødbyhavn, når først elementfabrikken er færdig med at producere tunnelelementer til den kommende Femern-forbindelse. 

Netop det projekt fremhæver Knuth.

- Jeg synes især, at vores tanker om Femern og Forsvaret kan blive rigtig interessante. Vi har mødtes med vores medlem af Europa-Parlamentet, Niels Flemming Hansen (C), som kan være et godt bindeled ind til hele det internationale og forsvarsudvalget i Europa-Parlamentet. Det bliver rigtig spændende, siger den konservative stemmesluger, der først mangler en vigtig besked.

- Nu venter jeg bare på, at en fra Konservative ringer til mig og siger, hvad tid jeg skal stille på Christiansborg i morgen tidlig, griner han.