Dragsted vil nu skrive Mette i stedet for Pia på kongeseddel

Jakob Poulsen
ftvalg

Enhedslisten kommer til at pege på Mette Frederiksen (S) som forhandlingsleder, som landet ligger.

Det siger politisk ordfører Pelle Dragsted i partilederdebat i Industriens Hus efter folketingsvalget tirsdag.

- Hvis mine og Enhedslistens mandater skal bruges til at løfte Mette ind til bordet, så skal det være, fordi Mette Frederiksen vil forhandle med os. Det er det, jeg hører Mette sige nu. Det kvitterer jeg for. Jeg havde ønsket, det var sket før, siger Pelle Dragsted.

- Så kommer der til at stå Mette Frederiksen på den lap, jeg giver til kongen, siger Pelle Dragsted.

Enhedslistens position har været, at partiet vil pege på det største parti i den røde blok.

Da Mette Frederiksen tidligere ikke ville love at gå efter en rød regering, sagde Pelle Dragsted onsdag inden debatten, at han ville pege på det største parti, som havde den ambition.

Det var SF med Pia Olsen Dyhr i spidsen. Han sagde, at han ville pege på Pia Olsen Dyhr - medmindre han hørte andet fra Socialdemokratiet.

/ritzau/