KV-25

Gavlen på Rødby Hallen er i gang med at blive renoveret. Foto: Anna C. Møhl

3000 vælgere skal benytte nyt valgsted

Rødby Hallen er under renovering efter den kraftige storm den 4. oktober. 

Offentliggjort Sidst opdateret

Stormen Amy

Stormen Amy ramte Danmark 4. oktober.

I Rødby fik voldsomme vindstød Rødby Hallens gavl til at styrte sammen.

For at være helt sikker på, at op mod 3.000 vælgere i Rødby-området kan afgive deres stemme til kommunalvalget 18. november, skal byrådet tage stilling til at flytte afstemningsstedet.

Det var ellers meningen, at vælgerne skulle gå ind i Rødby Hallen og afgive deres stemmer. Men stormen Amy 4. oktober fik fat i gavlen, som styrtede sammen. 

Arbejdet med at rekonstruere gavlen er langt fra færdigt. Derfor skal flytter afstemningsstedet adresse.

Historisk valg 

I stedet for at stemme i sportshallen, skal de stemmeberettigede gå ind i Blomsterparkens cafeteria.

Her bliver vælgerne præsenteret for 92 kandidater til byrådet, 13 opstillede til Ældrerådet og en historisk lang smørrebrødsseddel med 420 kandidater, som stiller op til det nye Region Østsjælland.

Permanent

Fremover bliver det Blomsterparken, der kommer til at stå som valgsted på valgkortet. Hvis altså byrådet følger administrationens flytteplaner.

Vurderingen er, at Blomsterparkens cafeteria er bedre egnet til at afholde valg.

Til gengæld kniber det med parkeringspladsen ved plejecentret. Derfor vil personalet få en venlig påmindelse om, at de den 18. november ikke parkerer foran Blomsterparken, men i stedet stiller bilen på nabomatriklen ved Kirsebærhaven.