Lolland

85 år er ingen hindring for stadig at være en eliteløber som Erik Bohn-Jespersen, der tog søndagens Christianssæde Skovløb som opvarmning til det kommende EM i atletik. Foto: Kim Møller Pedersen

85-årige Erik tog skovløb som opvarmning til EM

Det midtlollandske motionsarrangement Christianssæde Skovløb blev sat i gang søndag med hele 72 langdistanceløbere, inden resten af de mange løbere inklusive dem over 85 år blev sendt afsted.

Offentliggjort

Om skovløbet

Christianssæde er en gammel herregård, som ligger i Skørringe Sogn nær Maribo på Lolland. 

Her har der nu været skovløb fire gange, og i år skete det med ruter på henholdsvis 6, 10 og 16 kilometer samt en børnerute på én kilometer.

Det er IK Olympia, Østofte GIF , Team Tvilling, Errindlev Gymnastik & Idrætsforening og Christianssæde, som står bag skovløbet.

- 542 løbere fordelt ud på fire forskellige distancer. 

Sådan lød det fra skovløbsspeaker Andreas Karberg søndag formiddag ved starten af årets udgave af Christianssæde Skovløb.

Speakeren lagde endnu engang selv skov til udfoldelserne, og med til at sende deltagerantallet godt i vejret i denne fjerde udgave af skovløbet var også den særdeles rutinerede løber fra Sakskøbing Erik Bohn-Jespersen. 

Stadig elite

Folketidende mødte den 85-årige både tidligere og altså også nuværende eliteløber med mange år som aktiv i IK Olympia under opvarmningen på parkeringspladsen.

- Det her er jo opvarmning til EM i atletik, hvor vi er tre danske løbere i aldersgruppen 85 til 89 år, som kommer til at vinde EM-guld, hvis vi gennemfører, lød det med et stort smil fra Erik Bohn-Jespersen inden søndagens "afgang" til Christianssæde Skovløb.

Hollænder, tysker og spanier

Her skulle der løbes seks kilometer. Senere på året til EM i atletik i Portugal bliver det også til seks kilometer i disciplinen crossløb. Erik Bohn-Jespersen skal her løbe med Vagn Kildsig og Jens Moe mod henholdsvis en hollænder, en spanier og en tysker. Men da det kræver tre tilmeldte på et landshold for at vinde i disciplinen, bliver det altså til EM-guld til de tre danske senior-løbere, hvis de gennemfører.

Det bliver hårdt at løbe i skoven, og det svarer minimum til at løbe et halvmaraton

Andreas Karberg, ejer af Christianssæde

Det skal måske lige med, at de nævnte danske seniorløbere tidligere i karrieren over mange årtier har vundet adskillige løb og opnået mange fornemme placeringer og medaljer på en lang række løbsdistancer. 

72 på den lange

- Men jeg er aldrig blevet placeret bedre end nummer fire i crossløb, tilføjede Erik Bohn-Jespersen i minutterne op til startskuddet på Christianssæde Skovløb.

Her var der i øvrigt imponerende 72 løbere - de 24 af dem var kvinder - som ville ud på den længste distance på 16 kilometer.

- Det bliver hårdt at løbe i skoven, og det svarer minimum til at løbe et halvmaraton, speakede Andreas Karberg inden årets første skovløbere blev sendt afsted med masser af heppende tilråb på pladsen foran Christianssæde. 

Her er det nogle af de første 72 løbere, som blev sendt afsted i Christianssæde Skovløb 2025 på en 16 kilometer lang rute. Foto: Kim Møller Pedersen
Andreas Karberg - her med mikrofonen i hånden bag alle medaljerne - sendte de 542 løbere godt afsted i sin egen skov. Foto: Kim Møller Pedersen