Guldborgsund

Med en smuk solnedgang som baggrund nød de mere end 50 gæster aftendukkerten i Kettingebadet lørdag aften. Privatfoto

Aftenåbent i hedebølgen blev en stor succes

Kettingebadet åbnede lørdag aften ekstraordinært i hedebølgen, og det blev en stor succes.

Offentliggjort

Nogle har det svært med massiv varme. I landsdelens eneste friluftsbad, Kettingebadet i Kettinge, glædede de sig og benyttede den rekordvarme lørdag til at holde ekstraordinært åbent.

For med udsigt til temperaturer op i nærheden af 35 grader i løbet af lørdagen besluttede man allerede fredag at holde ekstraordinært åbent og invitere til late night i "Pip-badet", som badet populært kaldes.

Arrangementet varede fra klokken 19 til 21, og i løbet af de to timer lagde over 50 gæster vejen forbi for at få en svalende dukkert. 

Det var første gang, at Kettingebadet forsøgte sig med et late night-arrangement, men det bliver næppe den sidste.

- Vi havde besøg af både unge og ældre, familier med små og store børn - og også nogle, som var i friluftsbadet for første gang. 

- Nogle foreslog, at vi skulle have tændt op i grillen til medbragt mad eller salg af pølser og så videre. Det er måske en idé til næste gang, fortæller Dorthe Schilling, der er formand for foreningen Kettingebadets Venner.

Hun glædede sig også over, at lokale familier hjalp til med oprydningen bagefter. 

Kettingebadet drives af Nysted Sportscenter med stor hjælp fra frivillige medhjælpere og unge livreddere.