Lolland

Valgmøde til kommunevalget med spidskandidater linet op i Nakskov Teatersal. Arkivfoto: Anders Knudsen

Alt er klar til politisk stormvejr i Nakskov: Borgerne får ordet

Det største valgmøde på Lolland er klar, og der er lagt i kakkelovnen til store emner.

Offentliggjort

Stort valgmøde i Nakskov

  • Nakskov er vært for det største valgmøde på Lolland, hvor 500 deltagere forventes.
  • Debatten i Nakskov Teatersal vil fokusere på solvarme og solceller, sportshaller, boligmangel og turisme, og starter med partiboder onsdag 12. november.

Nakskov melder sig klar til at slå dørene op for det største valgmøde på Lolland. Sidste gang mødte 500 deltagere og det regner Nakskov Handel og Erhverv med igen.

Borgere får direkte taletid ved at kunne stille spørgsmål til politikerne i løbet af aftenen. 

- Vi håber på god dynamik i lokalet, men med god ro og orden, siger Peter Dan Petersen, der er formand for Nakskov Handel og Erhverv, som er en af de tre foreninger, der står bag valgmødet.

Fire lokale emner

Sammen med Nærsamfund og Rotary sætter de tre foreninger fut under lokalpolitikken ved at lade fire højaktuelle emner komme til debat.

- Byrådet har sendt spørgsmålet om solceller til hjørne og lader det næste byråd tage stilling til dem. Det synes vi, at de skal have en chance for at fortælle hvorfor, eller om det bare er en Sorteper til næste byråd, siger Peter Dan Petersen.

Samtidig slår han fast, at der ingen planer er for byudvikling med hensyn på lejligheder og boligere i Nakskov - hvilket er forkasteligt, når det jo er kommunens største by, mener formanden.

Teater og boder

Ikke mindre relevant bliver de to næste emner, sportshaller og turisme.

I to timer kommer kandidaterne til at vise sig frem og dyste med deres kollegaer om Nakskovs stemmer.

Debatten finder sted i Nakskov Teatersal. Begivenheden starter klokken 18.00, hvor partierne stiller boder op, så borgerne kan tale med dem inden kampen med ord begynder klokken 19.00 og slutter omkring klokken 21.00 onsdag 12. november.

Særligt boderne var en stor succes sidste gang, valgmødet blev afholdt, fortæller Peter Dan Petersen.