Lolland

Eleverne fra 10. klasse deltager blandt andet i idrætsdagen på Maribo Gymnasium, og måske er det her de lærer at hive gode karakterer i land. Arkivfoto: Palle Nevad Frandsen

Bemærkelsesværdig succes - alligevel vil kommunen spare tilbuddet væk

Eleverne fra 10. klasses-tilbud i Maribo har gennem flere år matchet landsgennemsnittet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nyheder om lollandske folkeskoletilbud handler ofte om høje dumpeprocenter og et karaktergennemsnit, der placerer kommunens unge i den tunge del af statistikkerne. Men på Borgerskolen i Maribo skiller et tilbud sig ud. Endnu. For de lokale politikere har fundet sparekniven frem.

Folkeskole i Maribo har ellers med stor succes gennem en årrække tilbudt et 10. klassestilbud i tæt samarbejde med Maribo Gymnasium. Det viser en statistisk gennemgang af karaktererne, som de to institutioner har udarbejdet.

Fakta om karaktererne

Karaktergennemsnit for 10. klasser

Nedenfor ses karaktergennemsnittet for elever ved henholdsvis Maribo Skoles Gym10, alle elever i 10. klasse i Lolland Kommune (heri indgår også karaktererne fra Gym10) og landsgennemsnittet.

Gym10 er et gennemsnit for perioden 2018 til 2024, mens de to øvrige er gennemsnit for 2019-2024.

Dansk, skriftlig

  • Gym10: 5,5

  • Lolland 10. kl.: 5,6

  • Hele landet: 6,7

Dansk, mundtlig

  • Gym10: 7,7

  • Lolland 10. kl.: 4,7

  • Hele landet: 7,9

Engelsk, skriftlig

  • Gym10: 7,9

  • Lolland 10. kl.: 6,2

  • Hele landet: 7,3

Engelsk, mundtlig

  • Gym10: 8,7

  • Lolland 10. kl.: 5,1

  • Hele landet: 8,0

Matematik, skriftlig

  • Gym10: 7,2

  • Lolland 10. kl.: 5,5

  • Hele landet: 7,0

Matematik, mundtlig

  • GYM10: 7,4

  • Lolland 10. kl.: 4,4

  • Hele landet: 7,2

Samlet gennemsnit (alle fag)

  • Gym10: 7,4

  • Lolland 10. kl.: 5,3

  • Hele landet (10. kl.): 7,3

Kilde: Maribo Skoles egne karakterdata og uddannelsesstatistik.dk

Pludselig er eleverne ikke længere at finde sidst i statistikkerne, men måler sig i de fleste tilfælde med landsgennemsnittet. En bemærkelsesværdig udvikling i landsdelen, men også en udvikling som bunder i et målrettet arbejde gennem flere år.

- Der har været mange historier omkring faglige udfordringer, og om frafald på ungdomsuddannelserne, derfor satte vi i 2016 et mål om at få ændret på disse ting, fortæller skoleleder ved Maribo Skole Henrik Andreasen.

Vil samle klasser i Nakskov

En presset lollandsk økonomi har dog fået de lokale politikere til at barsle med en lukning af den midtlollandske 10. klasse i det kommende sparekatalog. 

Lolland Kommune vil i stedet for samle alle 10. klasses-tilbud på Campus Nakskov. Det er blot fire år før, at man på landsplan helt lægger 10. klasse i graven, når den nye ungdomsuddannelse epx bliver søsat i 2030.

- Politikerne vil tage noget, som indiskutabelt har været en succes med fantastisk flotte eksamensresultater, og spare det væk for en halv million kroner årligt, siger rektor på Maribo Gymnasium Michael Levy Bruus.

For rektor Michael Levy Bruus advarer mod at man lukker et 10 klasses-tilbud med stor succes i Maribo. Arkivfoto: Jan Knudsen

Kan begynde for tidligt på ungdomsuddannelse

Gymnasiets rektor advarer mod en besparelse, der i praksis svarer til én medarbejder, men som vil kunne ramme eleverne på Midtlolland hårdt. Nok vil han kunne forvente, at en del af eleverne vil søge ind på Maribo Gymnasium efter 9. klasse, hvis ellers karaktergennemsnittet er højt nok.

- Det er ikke nødvendigvis godt for eleverne at begynde tidligt på gymnasiet. Hvis de ikke er helt klar personligt, fagligt eller socialt, betyder det meget, at de har et ekstra år til at modnes.

Samtidig påpeger han, at mange unge på Midtlolland vælger at rejse mod Nykøbing, hvis de skal vælge mellem en uddannelse i øst eller vest. Det vil betyde at Lolland Kommune skal betale nabokommunen for de elever, som i stedet vælger 10. klassecentret i Guldborgsund Kommune.

Samtaler med eleverne

Sammen med Maribo Gymnasium oprettede skolen et fælles 10. klassestilbud, og her har der været tolærerordning i dansk, matematik og engelsk, ligesom der er sat gang i et tættere samarbejde med erhvervslivet.

- Gennem årene har vi arbejdet for at finde den helt rigtige måde at gøre tingene på, og da vi først havde den, har vi hele tiden arbejdet på at forfine vores procedurer, forklarer rektor Michael Levy Bruus fra Maribo Gymnasium.

Der er eksempelvis jævnlige forventningsafstemninger med eleverne, og der bliver sat ind for at styrke de eventuelle svagheder, de har haft efter 9. klasse.

Mange fortsætter på hf

Kun i skriftligt dansk hænger 10. klasseseleverne fra Maribo endnu lidt efter landsgennemsnittet. Til gengæld klarer de sig bedre i både mundtlig og skriftlig engelsk.

De to skoleledere påpeger dog, at karakterer selvfølgelig ikke er alt.

- Vi skal også kigge på andet end karaktererne, men de giver en indikation af, at vi har fat i noget af det rigtige, siger Henrik Andreasen.

Undervejs i 10. klasse bliver eleverne introduceret til de forskellige ungdomsuddannelser, men mange har valgt Maribo Gymnasium efter eksamen var i hus. Især har hf været populært.

- Blandt disse elever har 85 procent af dem, der begyndte på en hf, gennemført uddannelsen. Det tal er langt over landsgennemsnittet, påpeger Michael Levy Bruus.

Henrik Andreasen glæder sig over effekten af det store arbejde, som medarbejderne fra Maribo Skole og Maribo Gymnasium har lagt i Gym10-klasserne. Arkivfoto: Jan Knudsen

Mange bliver i lokalområdet

Efter ungdomsuddannelsen fortsætter mange videre til professionshøjskolerne, og det har stor værdi for lokalområdet.

- Det er dem, som eksempelvis bliver pædagoger eller sygeplejersker, og som bliver boende lokalt, siger gymnasiets rektor.

På Maribo Skole er der hos Henrik Andreasen glæde over resultaterne.

- Vi har opnået det, vi ville, nemlig at gøre dem klar, både fagligt og i meget høj grad menneskeligt, til det at gå videre ud i livet.

Til det kommende skoleår, der altså kan være det sidste med 10. klasse i Maribo, er der foreløbig indskrevet 23 elever.