Blå blink

Et større opbud af politi- og brandfolk samt en ambulance blev sendt til tankstationen. Foto: Presse-fotos.dk

Bevidstløs mand reddet op af brønd

Politi og redningsberedskab rykkede mandag aften ud til en melding om en bevidstløs mand i en brønd på Lolland.

Offentliggjort Sidst opdateret

Politi, brandvæsen og ambulancefolk rykkede mandag aften ud til en benzintank i Holeby-området, efter en melding om, at der lå en bevidstløs mand i en cirka tre meter dyb benzinbrønd ved tanken.

Ifølge politiets vagtchef skete ulykken, mens to mænd ved at udføre noget arbejde i brønden. I den forbindelse mistede den ene tilsyneladende den beskyttelsesmaske, han havde på, og efterfølgende mistede han også bevidstheden. Det var hans kollega, der ved 18.50-tiden slog alarm til 112.

En mand måtte reddes op af en cirka tre meter dyb brønd på stedet. Foto: Presse-fotos.dk

Der blev sendt brandfolk fra Maribo samt brandvæsnets specialuddannede højdereddere fra Nakskov til stedet.

Og indsatsleder Jesper Atkinson Pedersen fra Lolland-Falster Brandvæsen, som var den første fra brandvæsnet på stedet, roser de 12 brandfolk i høje toner for en hurtig og professionel indsats.

- Vi startede med at sende en røgdykker ned, som kunne konstatere, at manden trak vejret, og derefter var det bare om at få ham op. Fra jeg landende på stedet (altså inden de øvrige brandfolk var nået frem, red.), og til han lå på båren i ambulancen, gik der 22 minutter. 

- Det er ret hurtigt, når man tænker på, at der er en masse sikkerhedsforanstaltninger, som vi skal tage højde for, forklarer Jesper Atkinson Pedersen.

Indsatslederen roser også den tilskadekomnes kollega for en stor og vigtig indsats.

- Han blev ved med at suge luft ud dernedefra, så benzindampene kom ud, forklarer han.

Den tilskadekomne er en 37-årig mand fra Jylland, oplyser poltiet. Manden blev efterfølgende kørt med ambulance til behandling på sygehuset i Nykøbing, fortsat i bevidstløs tilstand.

De nærmere omstændigheder omkring ulykken er endnu ikke klarlagt. Politiet har underrettet Arbejdstilsynet om sagen, oplyser vagtchefen.

Der deltog brandfolk fra både Maribo og Nakskov i redningsaktionen. Foto: Presse-fotos.dk