Lolland

Alt for få bruger de lollandske biblioteker, og det kan blive afgørende i fremtiden. Arkivfoto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Biblioteksstrategi splitter Lolland: Frygt for lukning

Ny strategi handler om udvikling og ikke afvikling, lyder det fra politikerne, der dog ikke udsteder garantier.

Offentliggjort Sidst opdateret

Byder fremtiden på to eller tre biblioteker? Det var spørgsmålet som mange ønskede besvaret, da byrådet i Lolland Kommune torsdag skulle behandle en ny strategi for LollandBibliotekerne. Svaret var næppe det, som de ønskede at høre.

Tallene taler deres tydelige sprog, og det vil være uansvarligt at ignorere dem.

Merete Meyer

På Sydlolland har det været lavet en underskriftsindsamling, for det er Maribo og Nakskov, som fylder i strategien, mens biblioteket i Rødbyhavn nærmest bliver forbigået. Det skal nemlig ikke ses i sammenhæng med kommunens to store biblioteker, men indtænkes i planerne for de nye kulturhuse. Det har vakt vrede.

I alt 112 borgere har skrevet under mod det, som de frygter bliver en lukning af det sydlollandske bibliotek. Mange af underskriverne har slået fast, at Rødbyhavn bør have sit eget bibliotek.

Det første skridt

Formanden for fritids-, kultur- og folkesundhedsudvalget, Martin Boesen (S), takkede på byrådsmødet for de mange høringssvar, som han mener vidner om engagement, ejerskab og kærlighed til bibliotekerne rundt om i vores kommune. Strategien har dog bred opbakning, forklarede han, men han anerkendte også, at der er bekymring for biblioteket i Rødbyhavn.

-  Jeg vil gerne her slå fast, at denne strategi ikke er en lukning forklædt som udvikling. Den er det første længere skridt i en proces, hvor vi skal sikre, at bibliotekstilbuddene fortsat giver mening, forklarede udvalgsformanden.

De store afstanden, forskellige bystørrelser og varierende behov gør, at bibliotekerne skal arbejde med forskellige tilbud. I dag er de tre biblioteker suppleret med syv såkaldte bibliotekspunkter. Kulturudvalget i det kommende byråd skal have præciseret, hvad et sådant bibliotekspunkt skal indeholde.

- Det må ikke være et tomt ord. Det skal være et reelt tilbud, der giver lokal tilstedeværelse og adgang til fællesskab, slog Martin Boesen fast.

Kan ikke ignorere fakta

Hos næstformanden i samme udvalg, Merete Meyer (V), var der også fokus på biblioteket i Rødbyhavn, og hun slog med det samme fast, at der ikke er truffet beslutning om at lukke det. Men en garanti for biblioteket vil bestå i fremtiden gav hun ikke. Nærmest tværtimod.

Merete Meyer opfordre lollikkerne til at bruge bibliotekerne noget mere. Arkivfoto: Anna C. Møhl

-  Jeg skal være ærlig og sige, at udviklingen og de fakta vi har i udvalget for brugen af Rødbyhavn Bibliotek kan medføre, at en lukning vil ske.

Den økonomiske virkelighed i Lolland Kommune gør, at der kan være behov for at tænke anderledes. De tre biblioteker, syv bibliotekspunkter og 19 årsværker, der er med til at udgøre LollandBibliotekerne, er allerede drevet mere effektivt end i mange andre kommuner. Men det gør også, at der er strammet så meget ind som muligt. Samtidig udgør Lolland agterlanternen, når man ser på brugen af bibliotekerne.

Kun 18 procent af borgerne bruger biblioteket. 

Flere skal bruge tilbud

-  Tallene taler deres tydelige sprog, og det vil være uansvarligt at ignorere dem, slog Merete Meyer fast, og kom med en opsang til kommunens borgere.

-  Vi skal blive bedre til at bruge de tilbud vi har på Lolland. Alt for ofte har vi institutioner og muligheder, som ikke er kendt nok, ikke bruges nok eller ikke opleves som relevante nok. Det gælder også bibliotekerne.

Birthe Lauridsen fra Enhedslisten valgte at stille et ændringsforslag til biblioteksstrategien, hvor byrådet skulle frede biblioteket i Rødbyhavn. Hun var dog ene om at stemme for forslaget.