Stemningen på Sydlollands Lokalhistoriske Arkiv er trykket. Efter otte år i Rødbyhavn kunne arkivets leder og de frivillige medarbejdere onsdag læse, at de atter skal til at pakke den sydlollandske historie sammen.
Torsdag middag har chokket langt fra lagt sig. Og uvidenheden er lige så stor som dagen før. Arkivleder Anne Margrethe Kondrup Rasmussen har budgetforliget ved hånden, for det er den eneste information, hun har fået. Eller nærmere hentet, for hun har intet fået.
Vi ved slet ikke, hvad de har tænkt sig med os. Hvor skal vi være?
Anne Margrethe Kondrup Rasmussen
- Jeg synes, at informationen har været dårlig. Vi har på intet tidspunkt fået noget at vide. Vi har ikke haft nogen fornemmelse af, hvor vi stod som arkiv, og hvad der kunne ske med os, forklarer hun.
Reddede biblioteket
Det er da heller ikke første gang, at sparekniven er blevet fundet frem, og blikket har været rettet mod Digecentret i Rødbyhavn. Men de tidligere år blev den pakket væk igen uden at have været taget i brug.
Annonce
Digecentret er historie om mindre end halvandet år. Om alle tilbuddene i kulturcentret får lov at bestå, eller om de ryger i en affaldscontainer er uvist. Foto: Palle Nevad FrandsenPALLE NEVAD FRANDSEN
Faktisk var det også en sparekniv, som var med til at give dem den nuværende placering. Lolland Kommune havde længe overvejet fremtiden for Digecentret, og ikke mindst biblioteket i Rødbyhavn, men ved at flytte det lokalhistoriske arkiv fra Rødby til Rødbyhavn kunne det hele reddes.
Dengang blev arkivet hjemløst, da ungdomsskolen fraflyttede den fælles bygning på Kirke Allé, og kommunen solgte efterfølgende bygningen, der i dag er sognehus i Rødby.
Mangler viden om ny placering
Selv om flytningen var hård, og det tog lang tid at komme på plads, er det lokalhistoriske arkiv faldet godt til i Rødbyhavn. Der er en god dialog med husets andre brugere, og i det hele taget synes arkivlederen, at flytningen i 2018 kom til at gavne arkivet.
Men hun frygter, hvad der skal ske i fremtiden. Det hele er præget af uvidenhed.
- Vi ved slet ikke, hvad de har tænkt sig med os. Hvor skal vi være? Vi har hørt snak om skolen, men der er ikke plads, siger Anne Margrethe Kondrup Rasmussen.
Arkivet opstod oprindeligt i 1972, og præcis som naboarkivet i Holeby var det drevet fuldstændigt på kommunale midler. De to arkiver blev slået sammen i 2009.
- Personligt synes jeg, at vi er et af de meget aktive lokalhistoriske arkiver i kommunen. Blandt andet har vi vores årsbog, og vi holder undervisning i slægtsforskning, som ofte er booket helt op.
Sorterer hele tiden i materialerne
For Anne Margrethe Kondrup Rasmussen er arkivet i Rødbyhavn altså et aktiv for lokalområdet, og med til at bibeholde vigtig viden om Sydlolland.
Annonce
Den store frygt er derfor også, at kommunen ikke vil finde et lokale af passende størrelse, ligesom den måske ikke vil betale for at få de store arkivskabe flyttet. Den del er nemlig dyr, da de skal skabenes skinner skal støbes ned i gulvet.
Arivet står blandt andet bag et årsskrift, som fortæller om egnens historier. Arkivfoto: Jan KnudsenJan Knudsen
Alternativet er at bede arkivet om at begrænse de ting, som de tager med sig.
- Man kan ikke bare smide historien ud. Vi har allerede sorteret en masse af vores arkivalier, det gør vi hver gang, når vi får noget indleveret, men der er også masser af ting, som kan bruges til eksempelvis slægtsforskning, forklarer Anne Margrethe Kondrup Rasmussen.
- Vi har altså også historie uden for Maribo og Nakskov, som er værd at passe på. Den skal ikke bare smides ud, siger arkivlederen.
Fremtiden er uvis
Mens arkivet rummer masser af fortællinger om fortiden, kan Anne Margrethe Kondrup Rasmussen ikke finde viden om fremtiden ved at kigge i de store arkivskabe. Her må hun vente på, at Lolland Kommune vil gøre hende klogere.
Indtil det sker, kan hun blot kigge på ordene i budgetforliget: "1/1 2028 flyttes Digecentrets aktiviteter fra Rødbyhavn til Rødby, hvor der etableres et bibliotekspunkt. Det sker som led i at styrke Sydøstlolland med et samlet område for borgernære fritids- og kulturtilbud. Skulle lokale kræfter ønske at videreføre et arkiv uden kommunale forpligtelser, indgår kommunen gerne i en dialog om mulighederne herfor."
Hvad det reelt betyder for fremtiden, ved arkivlederen ikke.
Lolland kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu
Seneste artikler
Bliver tvunget til flytning: - Man kan ikke bare smide historien ud
Truede kvinde og vendte tilbage - så blev han kørt direkte i fængsel
Lokal forfatter klar med bog om Brøndbys guldalder
Annonce: Ny sofa til stuen kræver blik for både plads og hverdag
Venstre om budgetforlig: - Vi tager nogle ordentlige hug
Mest læste artikler
Enighed om budget 2027: Sådan ser fremtiden ud for Lolland
Lolland mister økonomichef Sonja Baunbæk til Brøndby
Skraldebil endte i Pia og Niels hegn
Opgiver drift: Haller risikerer lukning
Borgmester: - Vi har sovet i timen