KV25

Benny Damgaard afviser kategorisk Holger Schou Rasmussen som en del af spillet om borgmestertitlen. Foto: Anna C. Møhl

Borgmester-Benny? Nu begynder spillet om borgmesterkæden igen

Mens borgmesterposten stadig hænger i luften på Lolland, gør Danmarksdemokraternes frontfigur, Benny Damgaard, det nu klart: Holger Schou Rasmussen og Socialdemokratiet bliver ikke en del af den kommende konstituering.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Som udgangspunkt nej. Vælgerne har denne gang valgt en anden retning, og de har valgt Socialdemokratiet fra, siger Benny, da Folketidende spørger, om Socialdemokratiets seks mandater overhovedet kan få en rolle.

Da han får spørgsmålet igen, fastholder han linjen: 

- Jo, jeg er faktisk helt afvisende. Holger er ikke i spil, så længe han ikke sidder med inde bag døren.

Dermed peger pilen på de to partier, der nu står med flest mandater uden for Socialdemokratiet: Danmarksdemokraterne og Din Stemme.

- Der er flest mandater hos os og hos Din Stemme, så på den måde fører vi med et mulehår. Men det er politikken, der afgør, hvor borgmesterkæden ender, siger han.

Om han selv er borgmester-kandidat, vil Benny stadig ikke svare på.

- Det tør jeg slet ikke udtale mig om. Vi skal først lægge en politik - og så ser vi, hvor kæden ender. For mig er det vigtigere at få Lolland i en anden retning end at hænge kæden på en bestemt person.

Til gengæld afviser Benny ikke, at Din Stemmes frontfigur, Marie-Louise Brehm Nielsen, kan blive borgmester.

- Helt sikkert. Hun fik et fantastisk valg. Selvfølgelig kan jeg se hende som borgmester, siger han.

Dermed står én ting klart: Borgmesterposten afgøres mellem Benny Damgaard og Marie-Louise Brehm Nielsen - mens Socialdemokratiet endegyldigt er parkeret udenfor.

Opdateres