Borgmester Simon Hansen er blevet næstformand i Movia og vil arbejde for mere fleksible løsninger i den kollektive trafik - særligt i landdistrikter som Guldborgsund. Arkivfotos
Borgmester får nøglerolle i Movia
Som ny næstformand i Movia vil borgmester Simon Hansen arbejde for mere fleksible løsninger i landdistrikterne.
Borgmester Simon Hansen fra Guldborgsund Kommune vil gentænke kollektiv trafik i landdistrikterne for at skabe mere fleksible løsninger.
Transportudfordringer påvirker både elever på Nykøbing Katedralskole og ældre i Nykøbing Falster, hvilket fører til træthed og social isolation.
Den offentlige transport kører fra et sted, du ikke er, til et sted, du ikke skal hen.
John Olesen
Borgmester i Guldborgsund Kommune, Simon Hansen (S), er blevet valgt som næstformand i bestyrelsen for Movia - Danmarks største mobilitetsselskab.
Med posten følger ambitioner om at gentænke den kollektive trafik i landdistrikterne, hvor de nuværende løsninger ifølge borgmesteren er for ufleksible.
- Noget af det, der har været rigtig svært, er at skabe simpel kollektiv trafik ude i landdistrikterne. Lovgivningen er forholdsvis rigid og giver ikke det store rum for eksperimenter, men vi vil gerne være med til at tænke i nye løsninger, siger Simon Hansen.
Han understreger samtidig, at rollen som næstformand ikke betyder særbehandling af Guldborgsund.
- Når man sidder i Movias bestyrelse, repræsenterer man alle kommunerne. Men mit fokus er, hvordan vi kan skabe nye løsninger i den kollektive trafik - og det skulle jo gerne også komme borgerne i Guldborgsund til gavn, siger han.
Annonce
Elever bruger timer på transport
Rektor Morten Pape Nielsen oplever, at transporten er en stor udfordring for mange elever. Arkivfoto: Maria Glasius LangeMaria Glasius Lange
På Nykøbing Katedralskole er transporten allerede et stort tema i hverdagen. Rektor Morten Pape Nielsen oplever, at offentlig transport fylder markant i de unges liv - og deres trivsel.
- Det er næsten som kaldet, at Simon Hansen er blevet næstformand. Så sent som i går sad vi på et dialogmøde med lærerne og talte om, hvordan vi kan få bedre kørehjemtider for eleverne, siger rektoren.
Skolen har allerede justeret ringetiderne, hvilket har givet eleverne op mod en halv times ekstra søvn om morgenen. Men især hjemturen er et problem.
- Når eleverne slipper klokken 15.05, kunne vi virkelig godt tænke os, at køreplanerne passede bedre. Det betyder noget, om de får tid derhjemme til lektier, fritidsjob og fritid, siger Morten Pape Nielsen.
Ifølge ham bruger mange elever fra oplandet urimelig lang tid på transport.
- Hvis man bor i Nykøbing, hopper man på cyklen. Bor man i oplandet, kan det hurtigt blive en time eller mere hver vej. Og det fører til træthed, manglende overskud og i nogle tilfælde mere fravær, siger han.
John Olesen, formand for Ældre Sagen i Nykøbing, peger på, at manglende transport holder ældre hjemme. Privatfoto
Ældre dropper fællesskabet
Også blandt de ældre er transporten en barriere. Det fortæller John Olesen, formand for Ældre Sagen i Nykøbing Falster.
- Den offentlige transport kører fra et sted, du ikke er, til et sted, du ikke skal hen, siger han - et citat, han selv beskriver som dækkende for virkeligheden.
Annonce
Han peger på Ældre Sagens hus på Skovalléen som eksempel. Her skal mange ældre gå 700-800 meter fra nærmeste busstoppested.
- Det afholder helt sikkert nogen fra at deltage. En tredjedel af dem, der kommer hos os, kan hverken cykle eller køre bil, siger John Olesen.
Flexture er heller ikke en løsning for alle.
- Jeg havde en mand fra Idestrup, som skulle betale 75 kroner hver vej - og så kom bilen for sent. Når man både skal betale 150-200 kroner og vente halvanden time, så bliver man hjemme næste gang, siger han.
Konsekvensen er ifølge Ældre Sagen øget ensomhed.
- Man skal ikke lave den slags numre ret mange gange, før folk vælger at blive hjemme. Det går direkte ud over livskvaliteten, siger John Olesen.
Fleksible løsninger på vej - men ikke lige nu
Simon Hansen peger på forsøg med mere fleksibel kollektiv trafik, blandt andet i Faxe og Vordingborg, hvor busser kan bestilles efter behov.
- Det er for dyrt at have busser kørende, hvor der næsten ikke er nogen med. I tyndt befolkede områder har vi brug for løsninger, der er mere på brugernes præmisser, siger han.
Men han erkender også, at forbedringerne ikke er lige om hjørnet.
Annonce
- Det er dyrt at lave de her eksperimenter, og det kræver, at både staten og kommunerne bidrager. Men jeg håber, at kommende reformer gør det lettere at sætte forsøg i gang, siger Simon Hansen.
Både rektor Morten Pape og Ældre Sagens John OIesen bakker op om behovet for forandring.
- Alt, hvad der er fleksibelt, vil blive modtaget med kyshånd, siger Morten Pape Nielsen.
Og hos Ældre Sagen er budskabet klart:
- Som det er nu, kører vi rundt med store busser med to-tre mennesker i. Det er grotesk spild af penge. Der er brug for helt andre løsninger, siger John Olesen.