Guldborgsund

De tre socialdemokratere, folketingsmedlem Kasper Roug, justitsminister Petter Hummelgaard og Guldborgsund-borgmester Simon Hansen mødtes fredag for at snakke om muligheden for at udvide antallet af fængselspladser i Storstrøm Fængsel på Falster. Privatfoto

Borgmester og folketingsmedlem vil have flere fanger til Falster

Frem mod 2030 skal der oprettes mere end 2.000 ny fængselspladser i Danmark. Hvis det står til folketingsmedlem Kasper Roug (S) og Guldborgsund-borgmester Simon Hansen (S) skal nogle af dem placeres på Falster.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nye fængselspladser kan skabe lokale arbejdspladser

  • Borgmester Simon Hansen fra Guldborgsund ser en mulighed for at udvide Storstrøm Fængsel med nye pladser, hvilket kan skabe flere lokale arbejdspladser.
  • Med en eksisterende fængselsbetjentuddannelse på stedet er der potentiale for at uddanne og ansætte lokalt, hvilket styrker argumentet for udvidelsen.

- Da regeringen meldte ud, at der skulle oprettes flere fængselspladser, havde det en naturlig interesse for mig, fordi vi har et stort fængsel i forvejen.

Sådan lyder det fra Guldborgsund-borgmester Simon Hansen (S), der fredag var en tur i København sammen med partifællen, det lokale folketingsmedlem Kasper Roug (S), for at holde møde med en tredje partifælle, justitsminister Peter Hummelgaard (S).

Mødet kommer i kølvandet på aftalen om en ny strafreform, som regeringen sammen med et bredt flertal af partier indgik tilbage i juni.

Reformen sigter efter at skærpe straffene for personfarlig kriminalitet markant og styrke den forebyggende indsats - mens den, særligt interessant for Guldborgsund Kommune, også skal finansiere mere end 2.000 nye fængselspladser i Danmark. Samlet set skal der investeres mere end 7,5 milliarder kroner frem mod 2030.

- Derfor inviterede jeg og Kasper os selv på en kop kaffe hos Peter Hummelgaard for at fortælle, hvorfor det er en god idé, at nogle af de nye pladser bliver oprettet i Storstrøm Fængsel, siger Simon Hansen.

Topmoderne fængsel

Borgmesteren øjner en god mulighed for at skabe flere arbejdspladser lokalt i fængslet, der ligger ved Nørre Alslev på det nordlige Falster.

Derfor havde han argumenterne i orden, da han sad over for justitsministeren.

- Vi har et topmoderne fængsel i forvejen, hvor jeg forestiller mig, at det er forholdsvis nemt at skabe yderligere kapacitet. I stedet for at gå i gang med at renovere på gamle fængsler andre steder, kan man her tilføje til noget, der er topmoderne, forklarer Simon Hansen.

Storstrøm Fængsel

Storstrøm Fængsel er et lukket fængsel med i alt 252 pladser. 

Fængslet åbnede i 2017 som led i fornyelsen af Kriminalforsorgens bygningsmasse. Det ligger på en 29 hektar stor grund på Nordfalster ved Nørre Alslev.

Fængslet udgør knap 35.000 m2 og er opdelt i fire uafhængige og fritliggende afdelinger samt en særligt sikret afdeling. Hver normalafdeling har 54 pladser fordelt på 8 afdelinger. Fængslets konstruktion giver mulighed for at gennemføre en effektiv sektionering, så forskellige grupper af indsatte kan holdes adskilt.

Kilde: kriminalforsorgen.dk

Efter flere år med lavt optag besluttede man sidste år at rykke fængselsbetjentuddannelsen fra VUC i Nykøbing til Storstrøm Fængsel. Tilbage i januar forklarede Anders Berthelsen Carlsbæk, chef for Koncern Uddannelse i kriminalforsorgen, at det var en klar styrkelse af uddannelsen, fordi det er nemmere at koble teori og praksis sammen, når man oplever arbejdet i et rigtigt fængsel på nærmere hold.

At man kan uddanne sig til fængselsbetjent i Storstrøm Fængsel taler for en udvidelse, mener borgmesteren.

- Vi har en uddannelse, man lynhurtigt kan glide over i og også være garanteret beskæftigelse, når man er færdig med uddannelsen. Man vil både kunne uddanne sig og arbejde lokalt, og det er et ret stærkt argument for at udvide fængslet, siger han.

Gik opløftet derfra

Hvor mange ekstra pladser det eventuelt drejer sig om, er alt for tidligt at sige.

- Der er mange ting, der skal gå op. Hvad er det blandt andet for en type af fængselspladser, der skal oprettes? Det er ikke på plads, siger Simon Hansen og fortsætter:

Borgmesteren drømmer om at få flere fængselspladser og dermed flere arbejdspladser til fængslet på Falster. Arkivfoto: Anders Knudsen

- Antallet talte vi ikke om, men mere om, at de skal være opmærksomme på, at hvis muligheden opstår, skal vi nok være klar som kommune til at bistå med at få besat alle de stillinger, der er, siger han.

Da borgmesteren igen satte kursen sydpå mod hjemmet i Nykøbing, var det med en god fornemmelse i maven.

- Ministeren lyttede velvilligt til vores argumenter, og så må vi se, hvad det ender med. Jeg havde i hvert fald en følelse af, at der blev lyttet, og at der er en forståelse for, at det er vigtigt at få fordelt nogle af de nye arbejdspladser, som de ekstra fængselspladser kommer til at give rundt omkring i landet.

 Jeg gik opløftet derfra. Han lovede ikke noget, men han afviste heller ikke noget, og det kunne han jo sagtens have gjort, hvis det var helt umuligt, siger Simon Hansen.