Lolland

Brand på sukkerfabrikken i Nakskov. Foto: Lars Dalsing

Brand i sukkerfabrik fortsætter: - Vi mangler stadig at nå helt ind 

Lørdagens brand i sukkerfabrikken i Nakskov udvikler sig stadig. Ni brandfolk er lørdag aften nået ind til der, hvor temperaturen er "ret høj", siger brandinspektør Lars Krygermeier fra Lolland-Falster Brandvæsen.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Vi er stadig i gang og er nu nået ind til et område, hvor temperaturen er ret høj.

Sådan siger brandinspektør ved Lolland-Falster Brandvæsen Lars Krygermeier lørdag aften ved 18-tiden i forhold til den igangværende brand på Nakskov Sukkerfabrik.

Roepulp selvantændte

Ifølge brandinspektøren er de i alt ni brandfolk på stedet i gang med at fordele den bunke af roepulp, som tidligere lørdag selvantændte. 

Beredskabet og medarbejdere på sukkerfabrikken har hele eftermiddagen været i gang med at køre roepulpen væk ved hjælp af gummiged, efter observante medarbejdere tidligere på dagen opdagede, at den store bunke roepulp begyndte at ryge.

I alt skal beredskab og medarbejdere tømme en lagerhal med omkring 300 kubikmeter roepulp og fordele det omfattende materiale ud i mindre bunker.

Mangler at komme helt ind

- Det er det, vi lige nu er i gang med, og vi er nået til det roepulp, som har været for varm og skabt den her selvantændelse. Vi har en del små bunker, som nu skal have lov at ligge for at afkøle, og vi mangler stadig at nå helt ind, hvor roepulpen har været rigtig i brand, tilføjer brandinspektøren.

Det sidste og allermest varme roepulp er ifølge Lars Krygermeier det mest krævende at arbejde med i forhold til at bruge gummigeder til at fordele det brandvarme materiale i mindre bunker. 

Kan skabe glødebrand

- Nu skal gummigederne skrabe det sidste ud i et tyndt lag, så det kan komme til at køle af. Tanken er at punktslukke senere på aftenen, og det er på nuværende tidspunkt uvist, hvor længe vi bliver ved. Vi kan ikke afvise, at vi stadig kan komme til at få en glødebrand eller en overfladebrand, siger brandinspektøren.

Alle ni brandfolk på stedet fortsætter arbejdet til senere på aftenen.