Regionalvalg

Den nye regionsformand Lars Gaardhøj orienterer pressen. Foto: Eva Højrup

Bred politisk aftale i regionen: Her er den nye formand

Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Moderaterne har konstitueret sig sammen.

Offentliggjort Sidst opdateret

I dag er der indgået en bred konstitueringsaftale for Region Østdanmark. Med i aftalen er Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Moderaterne og Radikale Venstre. 

Ny politisk aftale i Region Østdanmark

  • En bred konstitueringsaftale er indgået i Region Østdanmark med deltagelse af Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten og Radikale Venstre.
  • Forhandlingerne fandt sted i et afsides forhandlingsrum, hvor partierne hurtigt fandt fælles fodslag, mens de øvrige partier ikke blev inviteret indenfor. 

- Jeg er sikker på, at den kreds der står her bag mig vil tage ansvar og komme i arbejdstøjet, vi har en ambition om at skabe et nært, mere sammenhængende og retfærdigt sundhedsvæsen, siger Lars Gaardhøj. 

Optællingen af stemmer var færdig kl. ca. 06.15, og herefter har den samlede presse ventet og ventet på at der kom hvid røg ud fra forhandlingslokalerne, da alle partiernes spidskandidater præsenterede den aftale, de havde indgået.  

Peter Westermann (SF og Pia Kjærsgaard (DF) studerer stemmetallene ud fra den foreløbige optælling på valgnatten. Foto: Eva Højrup

I begyndelsen af aftenen sonderede alle terrænet hos hinanden. Men ret hurtigt begyndte V, C og Radikale Venstre at tale sammen i et forhandlingsrum for enden af en gang, der var afspærret for journalister. 

Herefter var det svært at se, hvem der gik ind og ud på grund af afspærringen. Men så vidt Folketidende erfarer, kom S og Enhedslisten også hurtigt med til forhandlingsbordet. 

Tilbage - uden for forhandlingsrummet - gik SF, DF, Moderaterne, Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance rundt og ventede. Undervejs talte Pia Kjærsgaard (DF) og Peter Westermann (SF) sammen og fortalte, at de sagtens kan se sig selv arbejde sammen. 

- Jeg har endnu ikke hørt Pia sige noget, som jeg er uenig i. Vi vil f.eks. begge de små sygehuse, fortæller Peter Westermann. 

Moderaterne kom med i sidste øjeblik

Forhandlingerne stod på gennem mange timer for enden af en gang, hvor pressen ikke havde adgang, så det var svært at se, hvem der gik ud og ind. Foto: Eva Højrup

Kl. 04 gik SF, Danmarksdemokraterne, Moderaterne og Liberal Alliance ind til DF for at forhandle. Der var en del "gåen frem og tilbage", men det endte med, at selskabet brød op. 

SF, Danmarksdemokraterne, Moderaterne og Liberal Alliance var på en del besøg inde hos DF. Foto: Eva Højrup

Partierne der nu har indgået en aftale brugte lang tid på at blive enige og undervejs gik embedsmænd ud og ind. 

Først sent fandt Moderaternes spidskandidat ud af, at han var valgt ind, og han forsøgte tidligt i morges at kontakte forhandlingsrummet for at tilkendegive, at han gerne ville være med. 

- Vi må se, om det lykkes. Jeg vil selvfølgelig gerne se, hvad deres aftale går ud på, siger Rasmus Lund-Nielsen, da kl. var ca. 5.30. 

Klokken 7.03 blev han så inviteret ind til bordet og er altså med i aftalen. 

Sådan er politik 

SF, der opnåede 11,7 procent af stemmerne og blev det tredjestørste parti blev derimod ikke på noget tidspunkt for alvor inviteret med til forhandlingsbordet. 

- Der er en række partier, der vælger at gå ind og sætte sig sammen ret hurtigt. Sådan er politik, jeg har prøvet det flere gange. Vi stillede os til rådighed og gik efter formandsposten, men vandt den ikke. Jeg kan være bekymret for, om de konservative er interesseret i at fordele sundhedsressourcerne, jeg er bange for, om de vil levere på det, men lad os se, hvad de har aftalt, siger Peter Westermann (SF).  

Til det svarer Lars Gaardhøj: 

- SF kiggede i en anden retning end det brede samarbejde og sådan er det nogen gange, siger han. 

Også Dansk Folkeparti med Pia Kjærsgaard i spidsen opnåede et pænt valg på 10,8 procent af stemmerne, men blev ikke inviteret med. 

- Det virker som om det var klappet af på forhånd, sådan er politik, sagde hun, før hun forlod regionshuset tidligt i morges. 

Her er aftalen om Region Østdanmark

Konstitueringsaftalen for Region Østdanmark fastlægger de politiske visioner, styringsprincipper og organiseringen af den nye Region Østdanmark, der træder i kraft den 1. januar 2027. Det næste år, 2026, bliver et overgangsord. 

Aftalen beskriver bl.a.:

  • Et sundhedsvæsen tættere på borgerne med mere sammenhæng i behandlingsforløb, fokus på økonomisk bæredygtighed og bedre patienttilfredshed.

  • Region Østdanmark får fra 2027 ansvar for akutsygehuse, sundheds- og omsorgsopgaver, forebyggelse og specialiseret genoptræning.

  • Indsatser på nøgleområder: Psykiatri, almen praksis, ventetider, fødsler, forebyggelse, hospitaler, patienttilfredshed, kvinders sundhed og sikkerhed.

  • Arbejdsmarked og trivsel: Bedre arbejdsvilkår og rekruttering på hospitaler og i sundhedssektoren.

  • Øvrige politikområder: Socialområdet, beredskab, grøn omstilling, regional udvikling, uddannelse og kollektiv trafik.

  • Aftalen udpeger regionsrådsformand, næstformand, formænd for udvalg og repræsentanter til bestyrelser.