Regionalvalg

Marie-Louise Brehm Nielsen er en erfaren lokalpolitikker. Arkivfoto: Anders Knudsen

Din Stemme vil have din stemme - men hun kender ikke sin egen

Din Stemme’s borgmesterkandidat i Lolland Kommune, Marie-Louise Brehm Nielsen, taler normalt med stor tydelighed om kommunalpolitik. Men når emnet er regionsrådsvalget, bliver svarene langt mindre skarpe.

Offentliggjort Sidst opdateret

Marie-Louise Brehm Nielsen's stemmeovervejelser

  • Marie-Louise Brehm Nielsen, borgmesterkandidat for Din Stemme i Lolland Kommune, er i tvivl om, hvor hun vil sætte sit kryds ved regionsrådsvalget.
  • Hun understreger, at hendes stemme vil gå til en kandidat, der kæmper for flere læger til Lolland, men hun vil ikke afsløre specifikke navne.

Din Stemme stiller ikke op til regionsrådet. Derfor bliver spørgsmålet naturligt, hvor spidskandidaten selv vil sætte sit kryds.

- Jeg skal være helt ærlig - det er ikke, fordi jeg ikke vil sige det. Jeg ved det bare ikke, siger Marie-Louise Brehm Nielsen.

Hun forventer heller ikke, at beslutningen falder lige med det samme.

- Jeg er længe om sådan noget. Jeg tror faktisk ikke, jeg når at være helt afklaret.

To i tankerne

Selv om hun ikke vil sige, hvem hun stemmer på, kan hun dog alligevel afsløre, at hun har to kandidater i overvejelse - men hun fastholder, at hun ikke ønsker at sætte navn eller parti på dem.

- Det kan jeg ikke sige højt. Ikke endnu.

Frygter vælgernes tolkning

Hvis vælgerne opfatter hendes uklarhed som et tegn på, at hun helst undgår at blive sat i forbindelse med et bestemt parti, har hun forståelse for det.

- Ja, det kan jeg godt forstå, siger hun. 

- Men det er simpelthen, fordi jeg ikke er afklaret endnu.

Hun understreger, at det ikke handler om at skjule partipolitiske sympatier - men om reel tvivl.

Læger til Lolland

Der er dog ét tydeligt pejlemærke for hendes stemme:

- Én, der kæmper for læger hernede. Det er jeg ikke i tvivl om.

Der stopper rådene også. Hun vil hverken anbefale eller fraråde bestemte kandidater.

- Det må vælgerne selv tænke sig til.

Dermed går Din Stemmes borgmesterkandidat ind i kommunalvalget uden at kunne give et klart svar på, hvor hendes egen regionsstemme ender.

Derfor stiller Din Stemme ikke op

At Din Stemme ikke er på stemmesedlen til regionsrådet, handler ifølge Marie-Louise Brehm Nielsen om fokus og kræfter.

- Vi vil hellere kæmpe hernede. Det er her, vi kan mærkes. En regional valgkamp er for stor en mundfuld for en lokal liste.