Charlotte Klink har arbejdet i tøjbutikkerne i mange år. Hun har udvidet butikken Tallulah med en lille café, så der er et sted, hvor lokale kan mødes. Foto: Anna C. MøhlAnna C. Møhl
Charlotte åbner café i sin tøjbutik: - Der skal også være noget for mændene
Charlotte Klink fik en idé – seks dage senere åbnede caféen.
Der er fart på, når Charlotte Klink får en idé. Da den 56-årige butiksuddannede Charlotte Klink fik ideen til at lave en lille café, blev den en realitet seks dage senere.
Hun ejer tøjbutikken Tallulah i Rødby, hvor man nu også kan sætte sig ned og få en kop kaffe. Charlotte Klink har indrettet en lille café, så der er et sted, man kan mødes.
Café i Rødby
Charlotte Klink har på sjette år tøjbutikken Tallulah i Rødby.
Hun har arbejdet tilstrækkelig mange år i branchen til at vide, at når et ægtepar kommer ind i butikken, så prøver kvinden en masse tøj, mens manden går hvileløst omkring.
- Han kan jo lige så godt hygge sig med en kop god kaffe, mens hans kone kigger på tøj. Der skal jo også være noget for mændene, når hun prøver tøj, siger Charlotte Klink.
Annonce
Ideen med caféen er også at være et lokalt mødested. Dem er der nærmest ingen af i Rødby.
- Der er jo ingen steder, hvor man kan mødes med Tove fra Vestergade. Jeg har lokalet, og jeg er her jo alligevel, og vi har behov for et hyggeligt samlingssted i vores by, siger Charlotte Klink.
Flytter altid tilbage
Da hun var 14 år gammel, flyttede hun fra Brøndbyvester til Rødby med sin mor.
Hun har været væk fra Rødby flere gange, men er altid vendt tilbage.
- Jeg flyttede væk, fordi jeg savnede større perspektiv og flere muligheder. Men jeg synes, her er skønt, og jeg elsker min by. De lokale er skønne mennesker, siger Charlotte Klink.
Charlotte Klink er flere gange flyttet væk fra Rødby. Men hun vender altid tilbage. Foto: Anna C. MøhlAnna C. Møhl
Hendes tøjbutik er den eneste af sin slags i Rødby, hvor der lukker flere butikker, end der åbner.
- Vi bliver simpelthen nødt til at få flere tilflyttere, der er i arbejde. Jeg kan ikke trække hele læsset, siger hun.
En gåklub med 20 til 30 pensionister kommer forbi ude på den ellers mennesketomme gågade. En af dem stikker hovedet indenfor i Tallulah og får en sludder med Charlotte Klink.
Flydende lår
Annonce
To kvinder kommer ind i butikken og begynder at kigge på tøj på stativerne. De to veninder er på udflugt og har været en tur på Café Den Flyvende Tallerken, inden de sætter kursen mod Rødby og Tallulah.
Der går ikke lang tid, før de taler om, hvad der er godt og skidt ved at stryge tøj. Nogle mener, at strygning er som at meditere. Andre synes, det er en møgkedelig pligt.
Lene Rubæk var på udflugt med sin veninde og besøgte Rødbys eneste tøjbutik. Hun gik derfra med et tørklæde. Foto: Anna C. MøhlAnna C. Møhl
Snakken udvikler sig, mens Lene Rubæk er ved at købe et tørklæde.
Kan man gå i blomstrede leggings, når man er rundt de 50 år og har flydende lår, som kvinderne kalder den slags?
Svaret svæver stadig i Rødbys gågade.
Debutanter
Det er første gang, Lene Rubæk og hendes veninde fra Maribo besøger Tallulah. De har hørt om butikken og med egne øjne set, hvordan Rødbys bymidte sygner mere og mere hen.
- Jeg ser det, der er, og ikke det, der ikke er. Der er ingen grund til at tale byen ned, siger Lene Rubæk med fasthed i stemmen.
Lolland kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu