SE VIDEOEN ▶️

Jess Morten Hansen kalder det vovet og dumdristigt at dumpe skrald nær et kollegie og en campingplads. Foto: Rikke Folm Berg

Da han kiggede i poserne med dumpet affald, ringede han til politiet: - Jeg er forarget

Jess Morten Hansen tjekkede straks indholdet af affaldssækkene, da han fik øje på dem, og så ringede han til politiet.

Offentliggjort

Affaldsproblemer ved Østre Allé i Nykøbing

  • Jess Morten Hansen blev forarget over at finde affald dumpet i skovbrynet ved Østre Allé, kun to kilometer fra en genbrugsplads.
  • Guldborgsund Kommune måtte fjerne næsten 20 sække affald, hvilket kostede skatteborgerne omkring 5.000 kroner.

Næsten hver dag kører Jess Morten Hansen en tur på sin cykel. 

Men turen i søndags gjorde ham mere gal end glad. 

Jeg er fattig på ord, når jeg ser sådan noget der.

Jess Morten Hansen, beboer på Østre Allé i Nykøbing

I skovbrynet ved Østre Allé på strækket mellem Falck og Falster Citycamping fik han nemlig øje på en stor bunke klare affaldssække fyldt med skrald.

- Sikke noget svineri, bare at smide det i skoven, siger Jess Morten Hansen.

Skrald dumpet to kilometer fra genbrugsplads

Han undersøgte, hvad der var i plastiksækkene. Det var jord, haveaffald, træstumper og murbrokker. 

- Og så alt det plastik fra sækkene, når der er så meget med, at vi skal undgå plastik i naturen.

Han undrer sig over adfærden. 

- Jeg er fattig på ord, når jeg ser sådan noget.

Han undrer sig desuden over, hvad der skulle være vundet af nemhed ved dumpningen, når der ligger en genbrugsplads nærved.

- Kunne man ikke bare have kørt de to kilometer mere og så smidt det af hos Refa, siger han og tilføjer:

- Jeg troede, at folk vidste bedre med alle de gode affaldsordninger, vi har her i vores kommune.

Der vanker jo en bøde

Jess opdagede skraldet på en af sine cykelture. Foto: Rikke Folm Berg

Ifølge Jess Morten Hansen er det også uforsigtigt gjort af synderen eller synderne.

- Det er meget vovet og dumdristigt.

Der er folk i området, på campingpladsen og på kollegiet nærved, som kunne have set det, påpeger han.

- Folk ved jo, at de får en bøde, hvis de bliver taget.

Jess Morten Hansen ringede straks til politiet på 114, som spurgte, hvor storskraldet lå, og om sækkene indeholdt asbest. Det kunne han umiddelbart afkræfte. Politiet lovede, at det ville se på det, oplyser han.

Talrige eksempler på problemet

Desværre er det ikke første gang Jess oplever storskrald i området omkring sin bopæl på Østre Allé i Nykøbing.

Der er talrige eksempler på dumpet skrald på både Lolland og Falster. Foto: Rikke Folm Berg

- Jeg har set det flere gange, og det er typisk i sådan nogle skovbryn som her, hvor folk kører ind om aftenen eller natten og dumper deres affald af.

Folketidende har gentagne gange kunnet fortælle om problemer med henkastet affald på både Lolland og Falster. I marts 2025 blev en 57-årig mand sigtet for at overtræde affaldsbekendtgørelsen, efter han havde læsset en bunke affald af lidt uden for Nakskov. Han blev afsløret af nogle papirer i affaldet, som kunne identificere ham. I februar 2025 blev der smidt asbestpladser i vejsiden på Kraghave Gaabensevej uden for Nykøbing. I december 2024 blev der smidt asbestplader ved Guldborgvej i Hamborgskoven og i Østerskoven nord for Hesnæs. I november 2024 flød det med asbestpladser på den nedlagte Errindlev Skole. 

Det er derfor ikke så overraskende, at politiet spurgte Jess Morten Hansen, om der var asbest i skraldet.

I  juni 2024 så Lolland Kommune sig nødsaget til at udsende en appel om ikke at henkaste affald på rastepladser og i vejkanten.

Måtte fjerne det af to omgange

Folketidende har kontaktet Teknik og Miljø i Guldborgsund Kommune for at få svar på, hvad kommunen stiller op med sådan en omgang dumpet storskrald.

- Vi har fjernet det, fortæller leder af Park og Vejdriften i Guldborgsund Kommune Søren Andersen og uddyber:

- Vi måtte tage det af to omgange, fordi der var så meget. Knap 20 sække i alt. Vi tog derfor den første halvdel mandag og sidste halvdel tirsdag, så vi ikke fik overlæs på traileren.

Hvor ofte sker det, at folk læsser deres storskrald af de forkerte steder?

- Det er svært at sige, men det sker jævnligt, siger han.

Kommunen står med problemet, skatteborgerne betaler regningen

Jord, haveaffald og murbrokker åbenbarede sig. Foto: Rikke Folm Berg

Lederen af Park og Vejdriften finder det træls.

- Det er ærgerligt, at vi skal bruge vores tid og skatteborgernes penge på, at folk ikke selv kan finde ud af at rydde op efter sig, siger han.

Her lignede det håndværkeraffald fra en ombygning, oplyser han.

Hvor meget koster sådan en oprydning kommunen - og dermed skatteborgerne?

- Det har nok kostet omkring 5.000 kroner at rydde storskraldet væk, siger han.

Det krævede nemlig to ansattes arbejde i sammenlagt seks timer, oplyser han. 

Søren Andersen påpeger, at oprydningerne også nogle gange kræver brug af værnemidler, når folks dumpede efterladenskaber skal håndteres og sorteres.

 - Det var dog ikke nødvendigt denne gang, men sorteringen tog tid, fordi der var alt fra jord til tæpperester i sækkene - og vi kan jo heller ikke aflevere det usorteret, siger han og fastslår med et suk:

- Vi ville hellere bruge tiden på vores andre opgaver.