KV25

Benny Damgaard vil kæmpe for, at der kommer mere udenlandsk arbejdskraft til Lolland. Foto: Nicklas Linnemann

Danmarksdemokraterne vil lokke polakker og rumænere til Lolland

Danmarksdemokraterne ser ud til at få et godt valgresultat i Lolland Kommune. Topprioriteten for spidskandidat Benny Damgaard er at skaffe udenlandsk arbejdskraft fra europæiske lande.

Offentliggjort Sidst opdateret

Europæisk arbejdskraft til Lolland

  • Danmarksdemokraterne, med spidskandidat Benny Damgaard, ønsker at tiltrække arbejdskraft fra Polen og Rumænien til Lolland Kommune, da de mener, at kulturelle ligheder vil lette integrationen.
  • Susie Jessen, politisk ordfører, understreger vigtigheden af at skabe rammer fra Christiansborg, der muliggør rekruttering fra bestemte lande, mens Fejø fremhæves som et positivt eksempel på vellykket integration.

Danmarksdemokraterne blev oprettet for blot 11 måneder siden i Lolland Kommune, og ifølge en undersøgelse af Epinion står Danmarksdemokraterne til at få hele 14,4 procent af stemmerne i kommunen. 

Benny Damgaard (DD), som er spidskandidat for partiet i Lolland Kommune, er særligt optaget af emnet om udenlandsk arbejdskraft.

- Vi ønsker at tiltrække arbejdskraft fra Polen og Rumænien, hvor den danske kultur vil falde dem helt naturligt. Deres kultur og vores kultur er jo ikke så langt fra hinanden, og de vil jo let kunne blive integreret, så det er en fordel. Det er de lande, som vi foretrækker, siger Benny Damgaard.

Benny Damgaard understreger, at han læner sig op ad landspolitikken, når det kommer til, hvilke lande man rekrutterer fra, og derfor foretrækker han europæiske lande. 

Det er sværere at integrere folk fra Mellemøsten

Danmarksdemokraternes politiske ordfører, Susie Jessen, bor selv i Vordingborg Kommune og er dermed en del af landdistrikterne. Hun er enig med Benny Damgaard i, at der er brug for udenlandsk arbejdskraft i landdistrikterne.

- Jeg anerkender, at der mangler udenlandsk arbejdskraft – det er vigtigt. Det, vi til gengæld siger i Danmarksdemokraterne, er, at man også skal holde øje med, hvor den udenlandske arbejdskraft kommer fra, siger hun.

Susie Jessen mener, ligesom Benny Damgaard, at det er lettere at integrere en ukrainer eller en polak. Hun peger samtidig på, at det er sværere at integrere borgere fra Mellemøsten på grund af kulturelle forskelle.

Vi kan ikke bestemme, hvad virksomhederne gør

Der er dog ifølge Benny Damgaard en hvis begrænsning i forhold til at bestemme, hvilke lande arbejdskraften kommer fra, da kommunen ikke kan styre, hvem virksomhederne ansætter.

Til det siger Susie Jessen, at det for lokalpolitikere som Benny Damgaard er altafgørende, at man inde på Christiansborg skaber rammer, så kommunerne får mulighed for at søge arbejdskraft fra bestemte lande.

- Vi har jo på Christiansborg været med til at sætte fokus på, om man kan lave nogle modeller, der gør, at man i højere grad kan lukke op for den arbejdskraft i nogle lande i forhold til andre lande, siger hun.

Arbejdskraften skal integreres

En undersøgelse fra Constructive Institute viser, at borgerne ikke prioriterer de politiske partiers holdning til integration, når de går til stemmeurnerne. Ifølge undersøgelsen er det kun fire procent af borgerne, der har valgt integration som prioritet. Men hvis man ønsker udenlandsk arbejdskraft, må man ifølge Benny Damgaard også overveje spørgsmålet om integration uanset nationalitet, og der har han en anbefaling til Lolland Kommune:

- Jeg bor jo på Fejø med 450 indbyggere, og der er vi 19 nationaliteter. Og vi er en stor familie alle sammen. Især Fejø Frugt benytter sig af udenlandsk arbejdskraft, og der har vi integreret alle. Så det kunne Lolland lære noget af. Der har nemlig været et stigende befolkningstal på Fejø, hvilket står i kontrast til resten af Lolland Kommune, som har oplevet, at indbyggertallet er faldet de sidste mange år.