Unge på blandt andet Celf savner et sted i Nykøbing, hvor de kan hygge sig og hjælpe hinanden med lektier i et trygt miljø efter skole. I dag søger en del mod McDonald's (billedet) eller stationen. Men den første fondsansøgning gav et afslag.Arkivfoto: Jan Knudsen
De fik et nej fra Nordea-fonden: - Det er som et slag i maven
Syv studerende fra Celf havde søgt om en halv million kroner til at kunne åbne et trygt sted centralt i Nykøbing, hvor unge kan lave lektier og være sociale efter skole.
Et væld af lykkelige foreninger har igennem de seneste dage fortalt om brevet fra Nordea-fonden, hvori de fik at vide, at de er godkendt til midler fra "Vores egn"-puljen.
- Helt ærligt, så har vi mange elever på HTX, som kommer udefra og kun kender tre steder i byen: McDonalds, HTX og stationen. For der er ikke andre steder, de oplever, at de kan være. Især, hvis man lige har mistet sit tog, lød det tidligere i december fra underviser på Celf, Hans Arne Niclasen.
For de helt unge kan stationen være et ubehageligt sted at være. I byen er der bare ikke et ideelt sted at være lige nu.
Julie Ebsen og Anna Stenkjær, formand og næstformand i UngeCafé Nykøbing F.
Bag ansøgningen stod han sammen med foreningens formand og næstformand, Julie Ebsen og Anna Stenkjær, som begge læser på Celf i Nykøbing. De har personligt læst og forholdt sig til 427 spørgeskemaer udfyldt af byens unge.
- De svarede, at Nykøbing er et dejligt sted at vokse op, men at de mangler et trygt sted at være sammen. McDonalds kan være svært at finde plads på, og man skal jo købe noget for at kunne være der. Og for de helt unge kan stationen være et ubehageligt sted at være. I byen er der bare ikke et ideelt sted at være lige nu, siger de.
Annonce
Støtte fra flere kanter
Afslaget på den halve million, som skulle gå til husleje og indretning af det allerede udpegede lokale, kom bag på dem, forklarer Hans Arne Niclasen.
- Vi havde støtte fra både flere lokale politikere, Vores Nykøbing og fra Guldborgsund Kommune, som også var klar til at lægge lidt penge i projektet. Og vi troede faktisk, at det var nok. Men det var det åbenbart ikke, forklarer han.
- Det kom faktisk som et slag i maven. De unge har arbejdet så hårdt for det.
Afslaget begrundes med, at foreningen hovedsageligt søger
om støtte til løn, honorar, drift og/eller administration.
"I udvælgelsen
af projekterne i puljen ’Vores egn’ har der været lagt vægt på projekter, som
har haft fokus på at få nye med i fællesskabet baseret på samarbejde med andre
lokale almennyttige aktører," skriver fonden.
Unge vil gerne mere ud
Hans Arne Niclasen mener, at det netop er meningen at få flere ind i et fællesskab. 60 procent af de unge deltagere i undersøgelsen svarede, at de for det meste sidder derhjemme i fritiden. Men at de gerne vil mere ud.
Afslaget får derfor ikke foreningen til at give op.
- Overhovedet ikke. Der er mange andre fonde, vi kigger mod. Og som, går jeg ud fra, vil mene, at det er en god idé. Men også mange politikere fra det nye byråd, som vi har talt med.
Annonce
Lokalet er udpeget af Vores Nykøbing og Guldborgsund Kommune og er i øjeblikket tomt. Men der skal penge ind til husleje, før den nye forening kan overtage det.
Kommunen er jo ved at indrette et område ved Markedshallen på havnen til unge. Kan de ikke benytte sig af det?
- Jo, og Markedshallen er en rigtig god idé. Men lige nu er det mest en stor og tom hal. Det har lidt lange udsigter, før det bliver et sted, hvor de kan mødes. Og så vil vi gerne, at det ligger mere centralt. Det fremgik også helt klart af de unges ønsker i undersøgelsen. Det skal være centralt og tæt på uddannelse og transport.
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu