Lolland

Pia Stryger med nogle af de unge kunstnere. I baggrunden ses flere af værkerne. Foto: Privatfoto

Det skulle egentlig handle om wellness: Projektet tog en helt anden retning

Børn fra FamilieRingen i Maribo har udsmykket haven på Namsosvej med farverige kunstværker.

Offentliggjort

Egentlig skulle mødet have handlet om wellness-tilbud, men i stedet for forkælelse for musklerne endte det med et projekt, der gav lidt lækkert til øjnene. Sådan opstod et kunstprojekt i FamilieRingen, der er et partnerskab mellem Dansk Folkehjælp og Lolland Kommune.

Det er virkelig så flot, og det har været et kæmpe løft til haven.

Pia Stryger

På Namsosvej i Maribo kommer familier, der i forvejen er en del af en kommunal indsats, og som her bliver hjulpet tilbage på rette spor gennem netværksskabende og kompetencegivende aktiviteter. For børnene viste kunst sig at være et af redskaberne.

Mødet om wellness var med massør Dan Møller Nielsen, men han er samtidig en del af Gallery O Kunstforening, og pludselig kom snakken til at handle om kunsten, og det som den kan gøre. Det blev startskuddet til et projekt, som forleden havde fernisering.

Kunst til haven

Med støtte fra Kulturstrømmen lykkedes det at skabe et undervisningsforløb, hvor Dan Møller Nielsen, Gert Grohmann og ikke mindst Brian von Kuba hjalp børnene ind i kunstens verden.

De mange værker som ny pryder haven på Namsosvej er skabt af børnene selv, og det er ud fra deres idéer og tanker.

- Vi ville gerne prøve at lave noget andet kreativt med børnene, end vi er vant til her. Det skulle vise os, hvad det gør af gode ting for disse børn, forklarer projektkoordinator Pia Stryger fra FamilieRingen.

Ikke for meget pink

Brian von Kuba stod for selve det kunstneriske projekt, mens de to andre sørgede for alt det praktiske arbejde, og børnene leverede indholdet.

Det glæder Pia Stryger, at der er kommet kunst til FamilieRingen, og man kan bruge lang tid på at fordybe sig i detaljerne i billederne. På værket baghende kan man både opdage forskellige dyr og fodspor. Foto: Palle Nevad Frandsen

- Undervejs i forløbet hjalp han dem med at mærke deres sanser, og gav gode råd til, hvordan de udtrykte sig. Havde han ikke gjort det, ville der nok være mere pink i værkerne, siger Pia Stryger med et smil.

Hun nyder den forandring som børnenes kunst har skabt for FamilieRingens hus - og ikke mindst for haven. Når hun viser rundt blandt kunsten kan hun stadig fortabe sig i de mange små detaljer, som børnene har fået med.

- Det er virkelig så flot, og det har været et kæmpe løft til haven, siger hun.

Berigende og inspirerende

De unge kunstnere har også selv været med til at udvælge placeringen af deres kunst, dermed kan man som besøgende blive ført på en rejse rundt i mange forskellige stilarter og udtryksformer.

Hanne Pedersen er en af familieRingens frivillige, også hun er imponeret over projektet.

- Børnene havde slet ikke tid til noget andet i den tid, som det stod på. Vi hørte dem stort set ikke, for de var meget fokuserede på det, som de lavede, og de udviste så stort et engagement, fortæller hun.

- Det har virkelig været både berigende og inspirerende at være med til.