Kemikalier og muslinger

Brian Rasmussen er ikke idémanden bag muslingerne, men han er skyld i, at anlægget kom til Lolland Forsyning. Foto: Nicklas Linnemann

Det stank af rådne æg: Så fik Brian en god idé

Kemikalier var ikke en holdbar løsning, og naboerne klagede oftere. Der skulle findes en god ide - og så kom muslingerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvordan fjerner man stanken af rådne æg? Man sætter selvfølgelig en stor tank med muslingeskaller op.

Sådan har Lolland Forsyning i hvert fald løst problemet med gassen svovlbrinte, der bygger sig op i nogle af rørledningerne.

Nu står jeg med muslinger i hånden, og det virker. Det er helt vildt

Brian Rasmussen

- Vi pumper vand fra Holeby til Hunseby. I en trykledning er der ikke ilt til at røre vandet, og svovlbrinte opstår i iltfrie områder, og det er decideret farligt, fortæller driftsleder ved Lolland Forsyning Brian Rasmussen.

Mellem de to byer er der en pumpestation, der skubber vandet videre og fjerner svovlbrinten, men det var i langt tid et stort problem at fjerne gassen.

Husarrest og kemikalier

Ved pumpestationen på Grimstrupvej kunne naboerne ikke nyde deres terrasse, vinduerne var altid lukket, hvis der var vestenvind og humøret var i bund.

- Jeg har haft fat i dem mange gange, lyder det fra Erik Johanson, der er nabo til pumpestationen.

Erik Johansson er glad for udviklingen af det nye filtersystem. Foto: Nicklas Linnemann

- Det var noget forfærdeligt noget dengang, de byggede stationen. Jeg kunne ikke være nogen steder. Så snart der var en lille smule vestenvind, fes det lige igennem vores vinduer, siger han.

Lolland Forsyning forsøgte at bruge UVC-lys og kemikalier for at få bugt med lugten. En effektiv løsning, men dyr. Udover at priser var et problem, fjernede kemikalierne også nogle af de brugbare bakterier i vandet, som renseanlægget gerne vil beholde.

- Vi er også en forsyning, der gerne vil fokusere på at være grønne og bæredygtige. At vi sætter kemi til spildevandet ... det vil vi da helst ikke, fortæller Brian Rasmussen.

Sommerhuset i Sverige

Derfor satte driftslederen sig for at finde en løsning på stanken. Researchen bragte ham til et sommerhusområde i Sverige, hvor Envidan havde opsat en lille plastikkasse med muslingeskaller i.

- Jeg tænkte, det kan ikke være rigtigt, for nu har vi prøvet så meget, siger Brian Rasmussen.

Men Envidan overbeviste ham om, at det er vejen frem. Uden meget at tabe tog Lolland Forsyning beslutningen om at sætte et større anlæg op ved pumpestationen.

Svovlbrinte ætser kalk væk, hvilket er det, som muslingeskaller er lavet af, derfor går gassen i skallerne og danner et affaldsprodukt, der ikke er skadeligt for mennesker.

- Nu står jeg med muslinger i hånden, og det virker. Det er helt vildt, siger Brian Rasmussen og ler.

- Det er jo ikke kun bæredygtigt, der er økonomisk rentabelt for os, og vi skal næsten ikke tjekke det. Det står bare at køre sig selv.

Anlægget er det første i Danmark, og flere forsyningsselskaber tager til Lolland for at se, hvordan det fungerer.

Havearbejde

På kort tid gik naboen Erik Johansson fra at være fanget indendørs til i dag at kunne arbejde i haven uden stanken af rådne æg.

Er det blevet markant bedre?

- Ja, det er det, men det lugter stadig en gang imellem, siger naboen til pumpeanlægget.

Er det nået så langt, at man kan kalde dig tilfreds?

- Argh, det er jeg ikke.

Bliver du nogensinde tilfreds?

- Det ved jeg ikke, det tror jeg ikke, siger Erik og griner.