Den nyvalgte bestyrelse i Dansk Folkeparti Guldborgsund. Forrest fra venstre ses Christina Lykke von Arenstorff og Katrine Folmann von Arenstorff. Bagerst fra venstre ses Tonny Petersen, Gert Kræsing, Simon Hampe og formand Nichlas Arne Andersson. Foto: Dansk Folkeparti Guldborgsund
DF bøjede reglerne: Fik dispensationer til familie-præget bestyrelse
Nyvalgt formand erkender, at Dansk Folkeparti måtte have dispensationer på plads for at få den nye bestyrelse i Guldborgsund til at gå op. Samtidig blev antallet af bestyrelsesmedlemmer ændret, og flere af posterne gik til personer med tætte relationer til hinanden.
Kun få dage efter valget af en ny bestyrelse i Dansk Folkeparti Guldborgsund er der opstået nye spørgsmål om, hvordan den blev sammensat.
Partiets nye formand, Nichlas Arne Andersson, bekræfter over for Folketidende, at der er indhentet dispensationer fra Christiansborg i forbindelse med generalforsamlingen.
Kritikerne peger blandt andet på, at bestyrelsen er præget af tætte familie- og venskabsrelationer, ligesom der er blevet rejst spørgsmål om, hvorvidt Julie Magare har været medlem af partiet længe nok til at opfylde de normale krav til valgbarhed.
Nichlas Arne Andersson er ny formand for Dansk Folkeparti Guldborgsund. Han afviser kritikken af den nye bestyrelse og understreger, at lokalforeningen har de nødvendige dispensationer fra Christiansborg på plads. Arkivfoto
Dansk Folkepartis egne vedtægter fastslår, at medlemmer først bliver valgbare efter fire måneders medlemskab. Men dokumenter, som Folketidende er i besiddelse af, viser, at Julie Magare endnu ikke var medlem af partiet den 30. marts.
Annonce
Alligevel blev hun valgt som 1. suppleant blot to en halv måned senere.
Formand bekræfter dispensationer
Nichlas Arne Andersson ønsker ikke at gå ind i de konkrete forhold, men afviser, at der er sket fejl.
- Alt er foregået efter bogen. Vi har selvfølgelig styr på eventuelle dispensationer og det, der ellers måtte være fra Christiansborg, siger han.
Han ønsker ikke at oplyse, hvilke dispensationer der er givet, eller hvornår de er blevet søgt.
Fra fem til seks
Samtidig er bestyrelsens størrelse blevet ændret.
På den ordinære generalforsamling tidligere i år blev det besluttet, at lokalforeningen skulle have en bestyrelse på fem medlemmer.
Ved den ekstraordinære generalforsamling i Gedser endte bestyrelsen imidlertid med seks medlemmer.
Det betyder samtidig, at tre personer med tætte familiære relationer ikke udgør et flertal alene.
Folketidende er i besiddelse af en intern DF-håndbog, hvor der står, at familiemedlemmer ikke må skabe flertal i en lokalbestyrelse.
Her fremgår det også, at der som udgangspunkt maksimalt må være to personer fra samme familie i en lokalbestyrelse, medmindre der gives dispensation.
I den nye bestyrelse sidder Simon Hampe, hans samlever Katrine Folmann von Arenstorff og Katrines mor, Christina Lykke von Arenstorff.
Derudover blev Julie Magare valgt som 1. suppleant. Ifølge flere kilder tæt på lokalforeningen har hun en nær relation til kredsen omkring Simon Hampe og Katrine Folmann von Arenstorff.
Vil ikke gå ind i kritikken
Nichlas Arne Andersson afviser, at der er noget problematisk i forløbet.
- Selvfølgelig har vi styr på de ting, vi skal have styr på, siger han.
Han ønsker ikke at kommentere de konkrete familieforhold eller kritikken af bestyrelsens sammensætning.
Den nye bestyrelse blev valgt ved den ekstraordinære generalforsamling den 14. juni i Gedser.
DF-reglerne om familie og dispensationer
Habilitet i lokalbestyrelser
Da vi i Dansk Folkeparti ønsker, så bredt sammensatte bestyrelser som muligt, er det ikke længere muligt, at en familie kan være i flertal i en lokalbestyrelse.
Derfor har vi ændret reglerne for lokalforeninger gældende med virkning pr. 1. januar 2024.
Formand og kasserer
Disse poster må ikke varetages af ægtefolk eller samboende.
Ægtefolk eller samboende i bestyrelsen
Hvis den ene af ægtefællerne eller samboende er valgt i bestyrelsen ved tidligere valg, må valg af den anden ægtefælle ikke skabe et flertal i bestyrelsen. Ligeledes er suppleantposten ikke en mulighed, da dette ville kunne skabe for omtalte flertal.
Familiemedlemmer i bestyrelsen
Det er ikke tilladt, at familier kan være i flertal i lokalbestyrelsen.
Er der flere lokalbestyrelsesmedlemmer, må der maksimalt være 2 personer fra samme familie i lokalbestyrelsen.
Dispensation
Der kan forud for generalforsamlingen søges om dispensation hos partisekretæren, i tilfælde hvis der ikke er andre, som ønsker at stille op, eller hvis der er kandidater, som anses for ikke at være egnede.
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu
Seneste artikler
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede "Pernille fra Væggerløse" op
Børn skal ikke pakkes ind i vat: I denne børnehave møder de verden, som verden er
Tricktyve udgav sig for at være fra Kræftens Bekæmpelse
Børns Vilkår advarer mod populært spil
Efter påsatte brande: Nu tager de konsekvensen
Mest læste artikler
Spisested på havnen genåbner: Håber at slå dørene op inden længe
Ledelse på skole er væk
Dobbelt vanvid: Porsche beslaglagt på Lolland
Stopper med at sælge brød: Laver bageri om til café
Kommune melder ulovligt hotel til politiet: Fortsatte efter påbud