Blå blink
Billedet stammer fra en tidligere aktion. Arkivfoto: Claus Hansen
Dramatisk aften på Lolland: Voldsom brand i traktor spredte sig
Indsatsleder måtte tilkalde flere brandfolk, da han kom frem til traktoren, der stod i lys lue.
Sent onsdag aften blev Lolland-Falster Brandvæsen kaldt ud til en voldsom brand på Lolland.
Meldingen tikkede ind som "brand i landbrugsredskab". Nær Sandbjerg syd for Horslunde måtte en landmand ganske brat afbryde arbejdet i marken.
- Vi har en traktor, der kører med en halmpresser bagpå. Pludselig bryder der brand ud nede ved motoren på traktoren, siger indsatsleder Nikolai Hjorth.
Landmanden opdagede branden og kørte traktoren ud på en markvej.
- De har selv forsøgt at slukke branden med håndslukkere, men de må give op, siger indsatslederen.
Brænder flere steder
Da indsatslederen ankommer til stedet, står det hurtigt klart, at der er tale om en "meget kraftig" brand. Traktoren står i lys lue.
- Vi bliver lidt udfordret af, at branden også er gået i marken, der ligger omkring. Der er lige pludselig flere steder, der brænder, så jeg får hurtigt ringet flere brandfolk ud. Vi ender med at være fire køretøjer og 13 brandfolk derude, siger Nikolai Hjorth.
- En ting er maskinen, der brænder voldsomt, men der ligger også en masse løs halm, der brænder, siger han og vurderer, at et område på mellem 300 og 500 meter er brændt på marken.
En af de helt store udfordringer er, at det også brænder i den sammenpresset halm inde i halmpresseren.
- Vi kæmper lidt med at komme ind i kammeret. Vi får hjælp af landmændene, som er gode til at vejlede os i at få skilt maskinen ad. Det skal de have stor ros for, siger indsatslederen.
Totalt udbrændt
Brandfolkene ender med at være på stedet i næsten tre timer, før der er lukket og slukket.
Der er tale om omfattende materielle skader, fortæller indsatslederen.
- Traktoren er totalt udbrændt, og hele den forreste del af halmpresseren er også udbrændt, siger han og fortæller, at der ikke er sket personskade.
- Chaufføren bliver for en sikkerheds skyld lige tjekket af en ambulance for røgforgiftning, siger han.
Seneste artikler
Nu reagerer minister på rotter hos Danish Agro
Mor dømt for gentagen vold mod sine tre børn
Abelones nye planer: Det kunne hun ikke med Peter
Svimlende, skræmmende – og fuldstændig uholdbart
Kvinde tilstår påsat brand i lejlighed
Mest læste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
Kvinde kørt på sygehuset efter ulykke
22-årig kvinde blev meldt savnet: Nu er hun fundet
Café uden bevilling fik beslaglagt masser af alkohol