Guldborgsund

Torvet var fuld af især de yngre årgange, som kendte alt til Thor Farlovs numre. Foto: Kim Møller Pedersen
Torvet var ikke mindst lørdag fyldt med især de yngre årgange, som kendte alt til Thor Farlovs numre. Foto: Kim Møller Pedersen

Efter stærkt besøgt festuge: - Vi kan ikke klare os uden kommunen

City- og erhvervschef André Andersen fra Vores Nykøbing er meget tilfreds med Den lille fede festuge og tre dages intense koncertrækker. En stor hjælp fra sponsorer og fra kommunen er dog fortsat helt nødvendig, mener han.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Vi lykkedes med alt det, vi kan lykkes med.

Sådan lyder status fra André Andersen, city- og erhvervschef hos Vores Nykøbing, som sammen med Flyttemand Olsens Sangforening af 2013 netop har været primus motor bag tre dage med Den lille fede festuge.

Tekniske udfordringer

Om Den lille fede

  • Festugen blev afholdt for første gang i 2025 med ønsket om at skabe en ny tradition i Nykøbing - et arrangement hvor lokale, besøgende, foreninger, erhvervsliv og frivillige kan mødes omkring gode oplevelser og fællesskab.

  • Det er ikke tilladt at medbringe egne drikkevarer eller mad på festområdet.

  • Det er gratis at høre musik i Den lille fede festuge.

  • Happy Hour er fra 17-18, inden der er koncerter.

Undervejs i Den lille fede festuge var der enkelte koncerter, som endte med at blive forsinkede eller noget kortere end planlagt. Til det lyder svaret fra André Andersen:

- Det er rigtigt, der var noget udfordring med teknikken fredag til Mille-koncerten. Det var hendes eget crew, som havde nogle tekniske udfordringer, så det var ikke noget, vi kunne gøre så meget ved.

I sidste ende blev koncerten med Emil Wigan så forsinket, at der ikke var meget mere end 10-15 minutters koncerttid tilbage. 

Skal lukke ved midnat

- Vi skal lukke for musikken klokken 12 midnat, så der var ikke andet at gøre, lyder det fra André Andersen.

Citychefen vil dog gerne understrege, at der er tale om ganske gratis arrangementer at overvære.

- De forsinkede koncerter blev gennemført, pointerer han.

Nogle kunstnere så med lidt mindre tid på scenen end det forventede.  

Handler om gode oplevelser

- For os handler det om at give folk en god oplevelse, og specielt fredag og lørdag var der virkelig mange mennesker til koncerterne. Men vi har ikke nogle præcise tal for, hvor mange gæster, der er over de tre dage, fortæller André Andersen.

Alene i forhold til brandingværdien for byen og Guldborgsund Kommune mener han, at det langt overstiger de midler, som Den lille fede festuge får fra kommunen til arrangementet. Der var i sin tid ansøgt om en million kroner, og Guldborgsund Kommune endte med at bevilge 700.000 kroner.

André Andersen vil ikke fortælle, hvor stort musikbudgettet er eller gå i detaljer omkring økonomien bag Den lille fede festuge. Tidligere har citychefen fortalt om, at musikbudgettet i år var vokset til det dobbelte af sidste års musikbudget. 

- Det bliver kun dyrere for hvert år. Det er helt sikkert, hvis vi fortsat vil have et line-up med populære og aktuelle navne, siger citychefen. 

Kender ikke økonomien

- Vi ved faktisk ikke på nuværende tidspunkt, hvordan økonomien falder ud for i år. Lige umiddelbart skal vi lige restituere lidt, og så har vi stadig en del regninger, der skal betales, og vi håber på at kunne gå i nul, siger André Andersen.

Det er heller ikke besluttet, om der er kræfter til at stable arrangementet på benene igen til næste år. 

- Vi skal som arrangører lige kigge hinanden i øjnene, før vi tager den beslutning. Vi bruger godt et halvt og måske endda trekvart år på at skabe de her tre dage med fuld fart på. Det kunne slet ikke lade sig gøre uden vores sponsorer, hvor jeg godt kan afsløre, at de giver betydeligt mere i støtte end de 700.000 kroner, vi får fra kommunen. Vi kan heller ikke klare os uden den kommunale støtte. Det er umuligt, siger André Andersen.

Den lille fede festuge har i øvrigt en etårig partnerskabsaftale med Guldborgsund Kommune. I tilfælde af en gentagelse næste år skal den tages op og vurderes på ny.