Debat

Benny Damgaard (DD) bliver ramt af stor kritik fra konstitueringen. Arkivfoto: Nicklas Linnemann

Er du klar til at tage ansvar, Benny?

Torben Hollmann (S) retter hård kritik mod byrådskollega Benny Damgaard (DD) i skarpt debatindlæg.

Offentliggjort

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Ønsker du at deltage i debatten, kan du skrive til os på nyhedsdesk@folketidende.dk.

Torben Hollmann mener ikke, at oppositionen tager ansvar. Arkivfoto: Eva Højrup

Når virkeligheden nu er gået op for oppositionen i Lolland Byråd, melder spørgsmålet sig: Er de også klar til at tage de nødvendige beslutninger?

Jeg må indrømme, at jeg blev forbavset, da jeg i Folketidende læste, at oppositionslederen fra Danmarksdemokraterne først nu er blevet klar over, hvor presset kommunens økonomi er. Endnu mere overraskende er det, at erkendelsen tilsyneladende først for alvor indtraf efter et oplæg fra eksperten Arne Ullum - to måneder inde i byrådsperioden.

Det er bemærkelsesværdigt, når vi samtidig brugte to hele introduktionsdage på netop at gennemgå kommunens økonomiske situation, hvor administrationen klart understregede, hvor alvorlige udfordringer Lolland står med.

Socialdemokratiet har gennem flere byrådsperioder gennemført besparelser - igen og igen. Det har haft konsekvenser: skoler er lukket, haller er forsvundet, færgeruter er blevet reduceret. Beslutningerne har ramt borgere hårdt, ikke mindst dem, der i forvejen har mindst. Det er ikke noget, vi er stolte af, men det har været nødvendigt.

Er Danmarksdemokraterne klar til at tage det ansvar, der følger med deres løfter?

Torben Hollmann

Ved det seneste valg blev vi straffet for netop disse beslutninger. Oppositionen var - med rette - kritisk over for konsekvenserne og lovede forbedringer. Sådan fungerer demokrati og valgkamp.

Men lad os være ærlige: Tror nogen seriøst, at vi gennemførte besparelser for at genere borgerne? Selvfølgelig ikke. Vi gjorde det, fordi det var nødvendigt. Fordi vi tog ansvar.

Lolland Kommune har ikke brug for flere bænkevarmere eller mandagstrænere.

Torben Hollmann

Derfor er det svært at forstå, hvad Danmarksdemokraterne egentlig vil. På den ene side loves der forbedringer - som for eksempel genetablering af natfærgeberedskab. På den anden side udtrykkes der overraskelse over økonomiens tilstand. Hvordan hænger det sammen? Hvor skal pengene komme fra?

I samme avis henvises der til, at udligningsreformen skal løse problemerne. Men lad os nu være realistiske: Udligningen kan hjælpe - men den redder ikke Lolland Kommune. Forestillingen om, at der pludselig tilføres 500 millioner kroner årligt, er urealistisk. Og slet ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden.

Derfor er spørgsmålet stadig aktuelt: Er Danmarksdemokraterne klar til at tage det ansvar, der følger med deres løfter? Eller vil de fortsætte på sidelinjen og kritisere dem, der faktisk træffer de svære beslutninger - og står på mål for borgernes frustrationer?

Lolland Kommune har ikke brug for flere bænkevarmere eller mandagstrænere. Vi har brug for politikere, der tør tage ansvar - også når det gør ondt. Politikere, der møder borgerne, også når de er skuffede og vrede.

Jeg tror på, at vi kan vende udviklingen. Men det kræver ærlighed, ansvar og fælles indsats. De kommende år bliver svære - og vi får brug for alle mand på dæk.