Lolland

Politikerne blev sendt tilbage til Lolland med fakler og protester på havnen på Femø. Privatfoto

Fakkeltog på Femø: Øboere advarer mod færgebesparelser og frygter for liv og sikkerhed

Et valgmøde endte fredag aften med fakkeltog.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nedlægger natfærge-beredskab

 
Lolland Kommune har planer om at nedlægge natfærge-beredskabet, der i nødssituationer kan sejle politi, brand- og redningsmandskab til øerne i de timer, hvor færgerne normalt ikke sejler.

Beredskabskommissionen skal først godkende en ny beredskabsplan, før natfærgen kan nedlægges.

Skilte, fakler og musik.

Efter et valgmøde på Femø fredag aften blev folketingskandidaterne sendt ombord på færgen med fakkeltog og demonstranter.

Protesterne kommer på baggrund af en meget omdiskuteret færgestrategi, som blandt andet betyder færre afgange og nedlæggelse af beredskabsfærgen.

“Hvad vil I gøre, når et byråd risikerer menneskeliv for at spare 400.000 kroner? Det svarer til, at I værdisætter hvert menneske på øerne til under 1.000 kroner,” lød det fra en af beboerne.

Når natfærge-beredskabet nedlægges 1. april, kan der spares 400.000 kroner om året.

For at illustrere konsekvensen skruede demonstranterne op for dramatikken og sagde til politikerne:

 “Nu skal I prøve at stå i vores sko. Vi har aflyst færgen, og øen står i flammer - uden beredskabsfærge.”

Protesten sluttede med en appel til politikerne om at stoppe beslutningen, genoverveje færgestrategien og gå i dialog med øens beboere.

“Vi står sammen, når det gælder. Det her handler om vores liv og vores fremtid,” sagde arrangørerne.