Lolland

Rød murstensbygning med tegltag, træer og blåt kommunalt skilt ved vejen.
I dag er A-Huset en del af Center for Handicap i Lolland Kommune, men planen er at rykke tilbuddet fra Fuglse til Søllested. Foto: Palle Nevad Frandsen

Flytter kommunalt tilbud ud af landsby: - Er du sikker på det?

Formanden for lokal beboerforening håber, at bygningen vil blive revet ned.

Offentliggjort

Først kan han ikke lige tro det. Det må være en fejltagelse, men det er rigtigt nok.

Når Søllested Skole lukker med udgangen af det nuværende skoleår, er det Lolland Kommunes ambition at rykke to kommunale tilbud fra mindre landsbyer og til stationsbyen. Et af de tilbud er Aktivitetshuset i Fuglse, også kendt som A-Huset.

De skal enten nedrives, sælges eller bruges til andet formål.

Vibeke Grave (S)

Tilbuddet har eksisteret siden skolen lukkede i 2005 og har haft stor betydning for landsbyen. Det har nemlig sørget for, at den tidligere centralskole er blevet passet og plejet og har været fyldt med aktiviteter.

Da Folketidende får fat i Jens Ole Hansen, der er formand for byens beboerforening, tror han først ikke på avisens oplysninger.

- Neeeeeej, det er under regionen. Er du sikker på det?

Mange penge brugt på transport

Oprindeligt var A-Huset da også et tilbud under Storstrøms Amt, da det var rettet mod beboere fra Kofoedsminde, og derfor er det helt naturligt, at Jens Ole Hansen tænkte, at Region Sjælland stadig havde ejerskabet. A-Huset overgik dog til storkommunen, da den blev dannet i 2007.

Derfor er det også helt rigtigt, at A-Huset er en del af det lollandske budgetforlig. 

- Vi bruger rigtig, rigtig mange penge på transport. En rigtig stor del af de borgere, som kommer til A-Huset, er faktisk fra den vestlige del af kommunen, forklarede Vibeke Grave (S) på kommunens pressemøde om budgettet i onsdags.

- Det er klart, at de ikke skal køre nær så langt, hvis de kun skal til Søllested, og nogle kan måske endda selv tage toget. Fuglse er jo ikke helt nemt at komme til.

Skal ikke ende som skolen i Errindlev

Efter at have fået vished om, at det faktisk er meningen at lukke ned for brugen af den gamle skole, er Jens Ole Hansen dog rimelig fortrøstningsfuld. Nok har byens borgere været glade for, at der har været liv i skolen gennem de godt 21 år, men der er ikke meget erhvervsliv i landsbyen, som nyder godt af A-Huset.

Lav moderne bygning ses bag høje, visne planter i et åbent landskab.
Hunseby Centralskole blev bygget i 1961, men blev allerede 16 år senere lukket som folkeskole. Siden blev det til specialskolen Margretheskolen og er i dag STU-tilbud. Foto: Palle Nevad Frandsen

Måske vil det ramme købmanden i Holeby, mener beboerforeningens formand, men det er nok også den eneste. 

Til gengæld håber han, at kommunen så ikke glemmer bygningen.

- Vi må se, hvad de så vil gøre med bygningerne. Om de agter at sælge dem. Vi har jo talt med den tidligere borgmester om, at når man lukker en skole, så skal der også være sat penge af til at rive den ned, siger Jens Ole Hansen.

Han frygter, at Fuglse Skole skal ende som de tidligere skoler i Errindlev og Holeby, der begge er præget af forfald og hærværk.

Tre muligheder i spil

På pressemødet forklarede Vibeke Grave, at man endnu ikke ved, hvad der skal ske med bygningerne.

- De skal enten nedrives, sælges eller bruges til andet formål, lød det i onsdags.

Når hun taler om bygninger i flertal, skyldes det, at den tidligere skole i Hunseby også bliver tømt for indhold. Her har STU hjemme, og det tilbud skal efter planen også flyttes til Søllested.

40 millioner i puljen

Meget kan dog tyde på, at det er nedrivning, der står først for i de kommunale planer.

- Vi håber, at vi kan optimere nedrivningshastigheden. Vi ved godt, at der ligger ting ude i lokalområderne, hvor vi jo har snakket meget om Errindlev Skole. Derfor har vi sat 40 millioner kroner af til nedrivning og udvikling, forklarede Vibeke Grave.

Der, hvor kommunale ejendomme bliver solgt til eksempelvis private foreningshuse, kan det være nødvendigt for kommunen at udbedre fejl og mangler, inden et salg kan finde sted.

I Fuglse kan Jens Ole Hansen sagtens leve med, at skolen bliver revet ned, men om det sker, ved man endnu ikke.