Lolland

Sognebørnene i Stokkemarke mistede deres præst Laura Håkansson i 2022. Nu fratræder hendes efterfølger Mikkel Flor. Arkivfoto: Claus Hansen

For anden gang på tre år står en lokal kirke uden præst

Sognepræst Mikkel Flor nåede at være præst i Østofte og Stokkemarke i halvandet år, før samarbejdet blev opsagt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Psykisk vold

I 2022 viste en aktindsigt fra Arbejdstilsynet, at den daværende sognepræst Laura Håkansson var udsat for psykisk vold af menighedsrådet. Hun måtte stoppe som sognepræst i Stokkemarke Kirke efter store samarbejdsproblemer.

Endnu en gang skal sognebørnene i Stokkemarke have ny præst.

Mikkel Flor har indgået en fratrædelsesordning efter at have været sognepræst I Stokkemarke og Østofte sogne i godt halvandet år.

Formanden for menighedsrådet i Stokkemarke, Raymond George Elgaard Betty, ærgrer sig over, at Mikkel Flor stopper i embedet.

- Vi har været rigtig tilfredse med at have Mikkel Flor som præst, og vi er kede af, at han stopper, siger han.

Formanden for menighedsrådet i Østofte, Unna Toft Nielsen, har efter eget udsagn ikke meget at bidrage med.

- Jeg synes, det er beklageligt, som det er gået, siger hun.

Psykisk vold

Mikkel Flor er ikke den første præst, der har forladt kirken i Stokkemarke. 

I 2022 viste en aktindsigt fra Arbejdstilsynet, at den daværende sognepræst, Laura Håkansson, var udsat for psykisk vold af menighedsrådet. Hun måtte stoppe som sognepræst i Stokkemarke Kirke efter store samarbejdsproblemer med menighedsrådet.

Vi har været rigtig tilfredse med at have Mikkel Flor som præst, og vi er kede af, at han stopper.

Raymond George Elgaard Betty, formand for menighedsrådet i Stokkemarke,

Folketidendes aktindsigt dokumenterede dengang, at Arbejdstilsynet havde givet både menighedsrådet og Lolland-Falsters Stift påbud om at gøre noget ved arbejdsmiljøet. Arbejdstilsynet brugte udtrykket "psykisk vold" om tilstandene i det lille landsogn. En gruppe beboere i Stokkemarke kæmpede for at presse menighedsrådet til at trække sig, så Laura Håkansson blev i sognet. Trods en underskriftsindsamling blev menighedsrådet siddende.

Tavs præst

Præster er ellers kendt for at tale og prædike offentligt. 

Men sognepræst Mikkel Flor vil efter rådgivning af Præsteforeningen ikke udtale sig om, hvorfor han har indgået en fratrædelsesaftale. Folketidende kan derfor ikke spørge om, hvad der har ført til, at han er sygemeldt, indtil han fratræder i december. 

Heller ikke Lolland-Falster Stift vil forklare, hvorfor Mikkel Flor forlader den fredede præstegård i Østofte og kirkerne i Østofte og Stokkemarke. 

-  Da det er en personalesag, kan vi ikke udtale os om den i detaljer. Sådan er reglerne. Men jeg kan bekræfte, at der er indgået en gensidig aftale om fratrædelse, siger kontorchef i Lolland-Falster Stift, Lene M. Krabbesmark.

Mikkel Flor fremgår stadig på kirkens hjemmeside som sognepræst i Stokkemarke. I Østofte sogn er der ingen præst.