Lolland

Lene Pia Madsen er kunstnerisk leder af Fejø Filmfestival, der for første gang rykkede til fastlandet med et filmarrangement, som foregik ved Dodekalitten. Foto: Kim Møller Pedersen

For første gang nogensinde: Ternet Ninja 3 vist frem i spektakulær kulisse

Fejø Filmfestival fik forrygende debut på fastlandet med en aften fuld af boder og publikummer ved Dodekalitten samt en eksklusiv forpremiere i solnedgangen.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Det kunne have været rigtig godt, hvis han kunne have været her. Men det kunne han altså ikke.

Sådan lød det fra Hanne Møller i timerne op til søndag aftens store forpremiere på Ternet Ninja 3. 

Som medlem af bestyrelsen i Venneforeningen Dodekalitten havde Hanne Møller naturligvis en drøm om måske at få Anders "Anden" Matthesen at se ved Dodekalitten. Især når der nu var en eksklusiv forpremiere på den kendte komiker og filminstruktørs seneste film om Aske og hans ternede ninja-dukke, som er besat af en rapkæftet japansk ånd.

Begge forløberne placerer sig i top 10 over mest sete danske film i biograferne. Ternet Ninja 1 solgte 950.000 billetter, mens toeren "måtte nøjes" med 910.000 solgte billetter.

Om filmaften

Arrangementet ved Dodekalitten og her en eksklusiv forpremiere på Anders Matthesens film Ternet Ninja 3 blev støttet af Lolland Kommunes Fire Kulturmidler og Det Danske Filminstitut.

På fastlandet for første gang

Men det blev altså ikke til et besøg af Anden på Vestlolland. Ikke i denne omgang hvor det ellers var første gang, Fejø Filmfestival rykkede væk fra øen og til fastlandet. Nærmere betegnet Dodekalitten og altså her en eksklusiv forpremiere på den film, der har officel premiere den 21. august. 

- 20.42 gik solen ned, og filmen begynder præcis klokken 21, og den varer en time og 27 minutter. Vi får tændt nogle lys ned langs stien, så I ikke farer vild og løber ud i havet, lød det beroligende i solnedgangen foran de 500 publikummer fra Michael Schelde, der er formand for Fonden Dodekalitten.

Fik det maksimale antal

Henne hos Fejø Filmfestivals kunstneriske leder, Lene Pia Madsen, blev der også kigget mod det store lærred ved siden af de 11 stenansigter. Og ud på det fremmødte filmpublikum.

Det er helt sikkert noget, vi er interesseret i at gøre igen

Lene Pia Madsen, kunstnerisk leder af Fejø Filmfestival

- Vi er meget tilfredse med at kunne få det maksimale antal på 500 gæster herud. Det er jo første gang, at Fejø Filmfestival rykker til fastlandet, og det er helt sikkert noget, vi er interesseret i at gøre igen. Vi må se, hvad det kan blive til, lød det fra Lene Pia Madsen.

Også Michael Schelde var positiv over for idéen om endnu et filmarrangement ved eksempelvis Dodekalitten:

- Lad os se, om ikke det er noget, vi skal prøve igen. Måske allerede næste år.

Måske film for 12 stenansigter

Til den tid kan det være, det måske endda kan hænge sammen med et fuldendt kunstværk med i alt 12 stenansigter. 

Den sidste sten er således allerede nu igang med at blive hugget til hos Thomas Kadziola. Billedhuggeren bruger i alt to millioner slag pr. sten, og den sidste i kredsen  forventes indviet i 2026.

Også formand for Fonden Dodekalitten Michael Schelde tror på, at det kan blive til en filmaften mere ved Dodekalitten - måske allerede til næste år. Foto: Kim Møller Pedersen