Lolland

Der var voldsom trængsel og alarm i Nakskov by lørdag. Foto: Nakskov Handel og Erhverv

Forbløffet formand: - Vi har ikke set så mange mennesker i byen i mange år

I decemberweekenderne gør Nakskov by meget ud af at markere julen. Det tog rigtig mange imod lørdag, hvor der ifølge handelsstandsforeningen var sort af mennesker.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Vi har ikke set så mange mennesker i byen i mange år, som vi så lørdag. Det var jo fantastisk.

Køen til juletoget er lang. Foto: Nakskov Handel og Erhverv

Sådan siger en forbløffet Peter Dan Petersen, formand for Nakskov Handel og Erhverv, om Nakskov, der var på den anden ende lørdag.

Folk i massevis var troppet op i det klare og milde decembervejr for at nyde godt af julestemningen. 

Siden slutningen af november har der hver weekend været "Jul på torvet" i handelsbyen. Her byder lørdage og søndage på juletoget, der tøffer gennem gågaden, alverdens fristende juleboder og duft af æbleskiver og gløgg.

- Der var fuld drøn på over det hele. Julebyen har trukket godt, og lørdag var det faktisk så vildt, at det var svært at få en parkeringsplads. Det er jo både positivt og negativt, for det er et tegn på, der har været mange, men det er også ærgerligt, at der har været trængsel, siger formanden og fortsætter:

- Jeg har fået lidt signaler fra folk, der har stået i køer, hvor der er blevet brugt godt med penge af dem foran i køen, så det er rigtig dejligt. Nu er vi spændt på slutspurten den kommende uge, siger han.

Rigtig pæn julehandel

Generelt har julehandlen set rigtig pæn ud i Nakskov, fortæller Peter Dan Petersen.

Formand for Nakskov Handel og Erhverv, Peter Dan Petersen, er meget tilfreds med julehandlen i Nakskov. Arkivfoto: Jan Knudsen

- De første par uger af julehandlen var der udbredt tilfredshed ligesom sidste år, og nogen havde endda haft en meget fin julehandel i de første uger. Det ser faktisk rigtig godt ud. Det har været rigtig positivt og vi har haft rigtig mange lokale, der har bakket op om de fysiske butikker, siger han.

Han fornemmer, at den vestlollandske hovedstad i øjeblikket har ramt momentum, og at succesen lørdag taler ind i den positive udvikling, byen har gennemgået de senere år.

- Vi glæder os over, vi har set rigtig mange handlende fra hele Lolland-Falster i den senere tid. Flere har fået øjnene op for, at Nakskov er en rigtig god handelsby med stor diversitet i butikkerne. Du kan faktisk få næsten alt her, siger han.

Men selvom juleglæden ikke er til at tage fejl af, nægter han at hvile på laurbærrene.

- Jeg synes faktisk, at det er yderst tilfredstillende, men vi er aldrig helt glade. Det kan altid blive bedre, slår formanden for Nakskov Handel og Erhverv fast.

Sådan så det ud i sidste weekend, hvor Folketidende blandt andet besøgte julemarkedet i Nakskov: