Krimi

Der blev tirsdag taget hul på tredje retsdag i en sag om en sunket millionyacht ved Retten i Nykøbing Falster. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Forsvaret til angreb i yacht-sag: Billeder kan have fået forkerte datoer

Tredje retsdag i sagen om en sunket millionyacht bød både på vidneforklaringer om mulige købere, tekniske diskussioner om billeddata og en forklaring fra den mandlige tiltalte om et tidligere forsikringskrav.

Offentliggjort

Tirsdag blev der ved Retten i Nykøbing taget hul på tredje retsdag i sagen om en sunket yacht.

Et direktørpar fra Falster står tiltalt for forsøg på groft bedrageri, efter deres yacht sank ud for Sveriges sydkyst. Ifølge anklagemyndigheden fremkaldte parret selv forliset for at få udbetalt 14 millioner kroner i forsikring.

Begge nægter sig skyldige.

Billed-data

Tirsdagens retsdag kom især til at handle om, hvorvidt billeder af skader på yachten kan bruges som dokumentation i sagen. Den mandlige tiltalte forklarede, at billederne dokumenterede skader efter en hændelse i marts 2018, hvor han anmeldte, at båden var blevet stjålet i Stubbekøbing Havn.

Men ifølge politiets undersøgelser ser billederne ud til at være taget før den dato, hvor skaderne ifølge tiltalte skulle være opstået.

Det afviser den mandlige tiltalte. Han forklarede, at billedernes datoer kan være blevet ændret i forbindelse med, at de er blevet flyttet fra en telefon til en computer og tilbage igen i forbindelse med skift til en ny mobiltelefon.

Forsvaret fremlagde blandt andet en mail fra Apple, hvor en medarbejder ifølge forsvaret beskriver, hvordan metadata kan ændre sig ved overførsel mellem enheder.

Anklagemyndigheden bestrider ikke, at metadata kan ændres, men peger på, at politiets tekniske undersøgelser ikke viser tegn på, at dataene er blevet manipuleret.

Planer om indkaldelse af en it-efterforsker som vidne blev drøftet, men det fandt retten senere overflødigt.

Vågnede af alarm fra båden

Retten hørte også den mandlige tiltaltes forklaring om hændelsen i marts 2018, som er et selvstændigt forhold i sagen, hvor kun han er tiltalt.

Ifølge anklageskriftet forsøgte han dengang at få lidt over en million kroner udbetalt fra et andet forsikringsselskab. Hans forklaring var, at yachten var blevet stjålet, mens den lå i Stubbekøbing Havn, og at der i forbindelse med tyveriet både var sket skader på båden og stjålet løsøre.

Anklagemyndigheden mener derimod, at båden hverken var stjålet eller udsat for tyveri i den periode.

Den mandlige tiltalte forklarede i retten, at han natten mellem 18. og 19. marts 2018 vågnede ved 4-5-tiden og så på sin telefon. Han havde en app, der gav besked, hvis båden mistede strøm. Da han fik en besked om strømsvigt, tog han ned på havnen.

Her så han ifølge sin forklaring, at båden lå i et hjørne af havnen og bankede mod molen. Da han kom tættere på, så døren ud til at være brækket op.

Venner afhørt om mulig salgstur

Dagens første vidner var venner af det tiltalte par. De blev blandt andet spurgt om deres kendskab til parrets planer om at vise båden frem for mulige købere.

Et kvindeligt vidne fortalte, at hun havde hørt om en mulig køber til båden. Hun forklarede, at parret på en bådmesse havde mødt et ægtepar, som kunne være interesseret i at se yachten.

Retten hørte også om sms-beskeder, hvor vidnet blandt andet havde skrevet: “Hvordan gik det med båden og svenskerne?” og “God rejse fredag morgen”.

Vidnet forklarede, at beskeden om “båden og svenskerne” handlede om en planlagt tur til Sverige for at vise båden frem. Hun vidste dog ikke, om parret faktisk var på vej.

Et andet vidne, også en ven af parret, forklarede, at hans indtryk var, at parret gerne ville afhænde båden. I en sms til den mandlige tiltalte havde han skrevet, at han håbede, de nød “en flaske på den sidste tur”.

Ifølge vidnet var det hans opfattelse, at turen sandsynligvis kunne blive den sidste, fordi parret havde talt om at afhænde båden.

Yachten blev vurderet til op mod 18 millioner kroner

Senere på dagen blev et vidne med mange års erfaring i salg og vurdering af både afhørt. Han var indkaldt af forsvaret og forklarede blandt andet om vurderingen af den omstridte yacht.

Vidnet forklarede, at båden var svær at vurdere. I en mail til den mandlige tiltalte fra 4. juni 2019 vurderede han bådens værdi til mellem 13 og 15 millioner kroner.

Efter forbedringer steg vurderingen ifølge vidnet senere, i 2021, til mellem 16 og 18 millioner kroner. Forbedringerne omfattede blandt andet arbejde udført af vidnets værft, men også arbejde udført af andre.

Retten hørte også om problemer med bådens AIS-system, som er en form for tracker, der registrerer, hvor både befinder sig. Vidnet forklarede, at han og medarbejderne havde lavet meget på båden, og at det derfor var frustrerende, at AIS’en ikke virkede.

Han mente, at fejlene blev udbedret, da han sendte medarbejdere over for at forsøge at løse problemet. Ellers ville han efter eget udsagn have fået besked om, at fejlene fortsat bestod.

Tredje retsdag sluttede efter en teknisk gennemgang med syns- og skønsmanden. På fjerde retsdag mandag 15. juni skal retten høre endnu et vidne, før den går videre med dokumentation og procedure. Dommen ventes at falde fredag 19. juni.