Morten Erik Virkus må se langt efter busserne. Foto: Dorthea Juhl Brøndum og Megan Owen
Fortryder bus-slagtning: - Vi var for ivrige med sparekniven
Efter kritik fra Lolland Ældreråd og borgere erkender byrådsmedlem Henning A. Rasmussen, at beslutningen om at skære i busdriften på Lolland ikke ramte rigtigt.
Megan Vendelbo OwenMeganVendelbo OwenJournalist
Dorthea Juhl BrøndumDortheaJuhl BrøndumJournalist
OffentliggjortSidst opdateret
På landevejene er der langt mellem busserne. Nogle gange endda flere dage. Og det har særligt betydning for de ældre borgere, der er afhængige af bustransporten.
Busnedskæringer rammer ældre på Lolland
Ældre borgere i Holeby og resten af Lolland oplever isolation på grund af færre busruter, især i weekender og aftener.
Lolland Ældreråd kritiserer de høje priser på Flextur som alternativ, hvilket forværrer de ældres adgang til sociale og kulturelle aktiviteter.
Lolland Kommune har skåret i en række busruter som led i en spareplan. Det drejer sig blandt andet om busruterne 716, 718 og 778, der ikke kører i weekender og aftener.
Borgerne i Holeby er nogle af dem, der er ramt af besparelserne. Byen står nu uden busafgange efter klokken 18 og i weekenderne.
- Alle skal have mulighed for at hoppe ind i en bus. Jeg synes, at alle de besparelser er urimelige, siger Morten Erik Virkus, der bor i Holeby.
Han mener, at man skal kunne komme ind til byen, også selvom man bor i udkanten. Ifølge ham har politikerne ansvaret for ikke at glemme borgerne i landdistrikterne.
Annonce
Ældre borgere bliver isoleret
Hos Lolland Ældreråd vækker nedskæringerne bekymring for de ældre, der ikke selv har bil. De frygter, at manglen på offentlig transport gør det svært at deltage i sociale aktiviteter.
Preben Bjarne Black Mortensen forstår ikke beslutningen om nedlægningen af busruterne. Foto: Dorthea Juhl Brøndum og Megan Owen
- De bliver forhindret i at være en del af sociale arrangementer, tage på biblioteket og andre kulturelle aktiviteter, siger Anne Bjerregaard, formand for Lolland Ældreråd.
Hun peger på, at mange ældre i forvejen kæmper med ensomhed, og at dårlig transport kun forværrer problemet.
- Flextur er for dyrt
Som alternativ til de nedlagte busruter henviser kommunen til Flextur, hvor man kan bestille kørsel fra dør til dør. Men prisen ligger langt over en almindelig busbillet, og det er Lolland Ældreråd utilfredse med.
- Flextur er ikke et dårligt alternativ, men det skal være meget billigere. Det skal koste det samme som en busbillet, mener Anne Bjerregaard.
I Lolland Kommune koster en flextur 47 kroner for op til 10 kilometer og derefter 8 kroner pr. kilometer. Til sammenligning koster en rejse på 10 km med rejsekort omkring 22 kroner.
Pensionist Preben Bjarne Black Mortensen fra Holleby forstår godt, at kommunen ikke vil køre med tomme busser. Han mener, at der skal findes en løsning for dem, der stadig har brug for transport.
- Når man lukker busserne efter klokken 18, må der være frigjort nogle penge, som buschaufføren skulle have haft. De penge må kunne bruges på de få, der skal ind til byen, siger han.
Annonce
Han har selv tidligere kørt Flextur og set, hvor meget det betyder for ældre borgere at kunne blive kørt direkte til lægen eller sociale aktiviteter.
Han mener, at regnestykket må give plads til et gratis alternativ for de få, der skal bruge bussen på tidspunkter, hvor busserne ikke kører.
Henning A Rasmussen fra Din Stemme har fortrudt spareplanen. Foto: Dorthea Juhl Brøndum og Megan Owen
- Vi var for ivrige med sparekniven
Henning A. Rasmussen fra Din Stemme, der sidder i Klima-, Teknik- og Miljøudvalget i Lolland Kommune, erkender, at den offentlige transport halter, som den ser ud nu.
- Jeg må ærligt indrømme, at det er en af de ting, der har naget mig, siger han.
Han understreger, at alle skal have mulighed for at deltage i sociale aktiviteter og arrangementer, selvom man bor i et område med få busser. I den forbindelse indrømmer han, at der er blevet skåret for meget i busruterne.
- Det er en af de beslutninger, hvor jeg sagtens kan se nu, at der var vi for ivrige med sparekniven.
Et stort tema
Meget tyder på, at transport bliver et tema frem mod kommunalvalget.
Ifølge en Epinion-undersøgelse for Constructive Institute, har hver tredje borger valgt transport og infrastruktur som ét af de tre vigtigste lokalpolitiske områder.
Annonce
Henning A. Rasmussen mener, at når der bliver længere mellem tilbuddene, må kommunen sørge for, at folk stadig kan komme rundt. Men ifølge ham bliver det svært at gøre flexturen billigere.
Alligevel kan han godt forstå, hvis borgerne i landdistrikterne føler sig glemt, og han er parat til at se på den offentlige transport dér, hvor den ikke fungerer i dag.