Lolland

Også et ishus på havnen i Nysted leder de hæklede værker frem til. Der er foreløbig 13 af dem placeret rundt omkring i Nysted, og flere kan komme til. Foto: Kim Møller Pedersen
Der er efterhånden 18 hæklede kunstværker i Nysted. Arkivfoto: Kim Møller Pedersen

Fra småsnak til samvær: Hæklerierne har ændret noget i Nysted

I den lille by har samtalen ændret sig. Nu taler man om, hvem den anonyme kunstner mon er.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kort resumé

I begyndelsen af juli begyndte der at dukke hæklede kunstværker op i Nysted. Indtil videre er der 18 værker, som angiveligt hænges op om natten.

Hvem den anonyme kunstner er, er fortsat en hemmelighed.

Det er langt fra et lokalt fænomen, der er opstået i Nysteds gader.

I al hemmelighed har en anonym kunstner hængt indtil videre 18 farvestrålende værker op på træer, flagstænger og lygtepæle og identiteten på kunstneren er da også det store samtaleemne. Ikke bare i Nysteds gader, men i hele landet.

De hæklede kunstværker er et globalt fænomen, som har navnet Yarn Bombing - oversat til dansk kaldes det guerilla-strik eller strikkegrafitti. Men det helt unikke i Nysted er, at kunstneren er anonym.

Positiv samtale

Finn Rossdahl, der bor i Nysted, kender godt til Yarn Bombing og han glæder sig over, at fænomenet er nået til hans by.

- Jeg synes det er et festligt indslag og det har været med til at sætte Nysted på verdenskortet, siger han.

Dorthe Tetsche, der har den seje titel af fællesskabsambassadør i Nysted, har lagt mærke til, at samtalen har ændret sig, når nystedere møder hinanden på fortovet. 

- Jeg kan mærke, at folk taler mere sammen. I stedet for at spørge: "Hvordan har du det" uden egentlig at have lyst til at høre svaret, så taler vi om, hvem der mon laver udsmykningen og om der i løbet af natten er kommet en ny, siger hun.

Jeg synes det er et festligt indslag og det har været med til at sætte Nysted på verdenskortet.

Finn Rossdahl, Nysted

Og afviser, at det er hende, der hækler kunstværkerne.

- Jeg kan ikke hækle, så nej. Det er ikke mig, siger fællesskabsambassadøren.

To dage om ugen arbejder hun i Danmissions genbrugsbutik og her er samtaleemnet også hækle-mysteriet.

Om Yarn Bombing

Yarnbombing er en form for graffiti eller street-art, der anvender farverige udstillinger af strikket eller hæklet garn eller fibre i stedet for maling eller kridt. Det kaldes også uldbombning, garnstorming, guerillastrikning, kniffiti, urban strikning eller graffitistrikning.

Wikipedia

De er gledet lidt ned ad flagstængerne, men ellers er der ikke sket noget med dem. De er ikke bare flotte, de er også vejrbestandige.

Dorthe Tetsche, Nysted

- Ligegyldigt, hvem der kommer ind i genbrugsbutikken, så nævner de altid udsmykningerne. Det giver os noget at være fælles om, siger hun.

Holder på formerne

Strikkegrafittiens indtog i Nysted har ikke kun skabt et fælles samtaleemne. 

Der er også planer om at lave et arrangement sammen med LOF om en slags hækle- og strikkeworkshop for at holde liv i historien om håndarbejde og den hemmelige kunstner. 

Seneste melding fra Nysted er, at trods massiv regn og skybrud, så har værkerne ikke taget skade.

- De er gledet lidt ned ad flagstængerne, men ellers er der ikke sket noget med dem. De er ikke bare flotte, de er også vejrbestandige, siger Dorthe Tetsche.