En familie med tre generationer er for en måneds tid siden flyttet fra Tølløse til Stokkemarke - lørdag var derfor første gang med besøg på Stokke-Marked for Louie, far Michael med Lilly på armen, mor Michelle med Max i vognen samt ældste generation Ole og Berith Hansen. Foto: Kim Møller Pedersen
Fra Tølløse til nyt eventyr: Familien Hansen tog chancen
For fjerde gang var der Stokke-Marked i Stokkemarkehallen, og det skete med masser af aktiviteter for børnefamilierne. En spritny tilflytterfamilie spredt ud over tre generationer fik sig også en øjenåbner.
Det årlige Stokke-Marked blev afviklet lørdag den 6. september fra 10 til 16 i i Stokkemarkehallen med 82 stande i hele hallen samt knap 10 ekstra uden for.
I løbet af dagen var der også hoppeborg, ponyridning, fiskedam, kig til brandbiler og andre forlystelser henvendt til især børnefamilierne.
Frivillige fra forskellige steder står bag markedet, som regnskabsmæssigt hører under Stokkemarked Ungdomsforening
Louie, far Michael med Lilly på armen, mor Michelle med Max i vognen samt ældste generation Ole og Berith. Alle er medlemmer af samme familie med Hansen til efternavn.
Alle er for nylig også landet i Stokkemarked som tilflyttere fra stationsbyen Tølløse på det østlige Nordvestsjælland. Det skete med virkning fra den 1. august i år, selv om Ole og Berith som ældste generation i familien Hansen lige mangler "at lukke de sidste ting ned i Tølløse" hen over de næste tre måneder. Men alle i tilflytterfamilien var lørdag med til Stokke-Marked for allerførste gang.
God mulighed
- Det er absolut noget, vi synes er vigtigt med sådan et arrangement her. Som tilflytter ser jeg det i hvert fald som en rigtig god mulighed for at kunne lære nogle flere at kende, når man er ny i byen.
Det gælder om at vise frem for alle, hvor meget liv der er i byen, når vi alle går sammen
Hanne Larsen, frivillig
Sådan lød det mellem enhjørninger, kælebamser, racerbaner og masser af genbrugstøj fra Ole Hansen.
Annonce
Han og hustruen Berith er den ældste af de i alt tre generationer i Tølløse-familien, som denne sommer har fundet sammen på samme landejendom i Stokkemarke.
- Det er en drøm, vi alle deler, og nu var chancen der. Og alle har fået deres værelser, selv om der stadig lige mangler lidt ombygning af ejendommen, lød det fra Ole Hansen på familiens vegne.
Henne hos frivillig i Markedsgruppen Hanne Larsen var der også lutter brede smil.
- Det er netop meningen med sådan et marked her, at man kommer hinanden ved, og eksempelvis tilflyttere som familien Hansen får muligheden for at opleve de muligheder, der er i det område, de er flyttet til. Det gælder om at vise frem for alle, hvor meget liv der er i byen, når vi alle går sammen, forklarer den frivillige ildsjæl Hanne Larsen om baggrunden for Stokke-Marked.
Kommer langvejs fra
Det var denne gang udgave nummer fire af det marked, som lige fra starten har bidt sig godt fast i forhold til at tiltrække folk fra nær og fjern.
- Vi har 82 stande med inde i hallen, og vi kan ikke være flere. Så er der knap ti stande uden for, og vi må bare sige, at vi har en rigtig god opbakning. Folk kommer hertil fra både Sjælland og Fyn, tilføjer Hanne Larsen, som selv er en af de knap 15 frivillige bag Stokke-Marked.
Det hele startede for fire år siden i øsende regnvejr, men denne gang skinnede solen med over Stokkemarkehallen. Det var noget, især børnefamilierne kunne lide. Dem var der mange af i løbet af lørdagens program.
Her var der som noget nyt i år også mulighed for at prøve evnerne af i en fiskedam. Ellers var der naturligvis den traditionelle skattejagt, hvor der skulle findes svar på spørgsmål á la "hvor mange mål er der på sportspladsen?" og "Hvor mange timer er der åbent i fitness?".
Mads og Simon tog jagten
Annonce
De spørgsmål jagtede Mads og Simon Mikkelsen - som altså ikke er brødre - blandt flere andre skattejagt-spørgsmål. I den sidste ende kunne det ende med præmier, hvis man var heldig.
- Du vandt da en toilettaske sidste år, lød det fra Simon til Mads.
Det kunne Mads nu ikke rigtig huske. Men de to drenge ville under alle omstændigheder gerne være med til at vinde præmier i år. Om familien Hansen fra Tølløse og nu Stokkemarke også fandt frem til alle de rigtige svar, skal være usagt. Men tilflytter-familien har under alle omstændigheder fundet ud af at realisere deres fælles drøm om et nyt eventyr i Stokkemarke. Og når de er kommet lidt mere på plads vil de oven i købet også gerne fortælle mere om den historie til Folketidendes læsere. Det vender vi tilbage til på et senere tidspunkt.
Fra venstre er det Mads og Simon Mikkelsen - som ikke er brødre - samt frivillig fra Markedsgruppen Hanne Larsen, som sammen tog sig en lille snak om den skattejagt, som den tidligere skolelærer Hanne endnu engang havde haft travlt med at sætte sammen. Foto: Kim Møller Pedersen
Lolland kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu