Lolland

Liget af en 28-årig mand er fundet i havet 20 sømil syd for Rødbyhavn. Arkivfoto: Anders Knudsen

Fragtskib fandt forsvundet 28-årig mand fra Lolland

En 28-årig mand forsvandt efter den 24. juni at have begivet sig ud på havet i en jolle.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter at være forsvundet til havs den 24. juni er liget af en 28-årig mand nu fundet.

Det bekræfter vicepolitidirektør i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Casper Andersen, overfor Folketidende.

Manden blev tilfældigt fundet af et fragtskib den 9. juli. Det skete 20 sømil syd for Rødbyhavn, hvorefter liget blev undersøgt af retsmedicinere, som skulle identificere manden.

Den retsmedicinske erklæring bekræftede 10. august, at der er tale om den 28-årige mand, som forsvandt 24. juni. De pårørende blev underrettet samtidigt med erklæringen.

Tårs til Spodsbjerg

Fra Tårs til Spodsbjerg Havn og tilbage igen, det var den planlagte tur for de to mænd på 26 og 28 år. Ud for Spodsbjerg Havn kæntrede båden af ikke oplyste årsager. Fyns Politi har en idé om, hvorfor jollen kæntrede, men ønsker ikke at dele det med offentligheden, skriver Tv2 Fyn.

Politikredsen afviser dog tegn på "overdreven" alkohol som årsag til ulykken, skriver mediet.

Den 26-årige blev fundet i live i vandet. Han var underafkølet men overlevede kæntringen. Eftersøgningen efter den 28-årige blev afblæst morgenen efter.

Foreningen Missing People satte en eftersøgning i gang, hvor adskillige frivillige meldte sig til. De gik langs kysterne på den lollandske vestkyst og den langelandske østkyst.