Guldborgsund

Her er det Janne Hansen, der på en af mange tidligere workshop fortæller om arbejdet med at finde frem til at realisere fremtidens sportscenter. Arkivfoto: Kim Møller Pedersen
Her er det Janne Hansen, der på en af mange tidligere workshops fortæller om arbejdet med at finde frem til at realisere fremtidens sportscenter. Arkivfoto: Kim Møller Pedersen

Frygten for at brase gennem halgulvet lurer i finaleopløb om 10 millioner

Fremtidens udgave af Sakskøbing Sportscenter er stadig ved at blive formet på skitser, hvor et endelig bud til Lokale & Anlægsfonden skal afleveres den 18. september. Herefter er det et spil om de sidste nødvendige millioner. Men efter nytår ser det hele "meget positivt ud", forventer leder af sportscenteret Janne Hansen.

Offentliggjort

Om dødsstød til hal

Det godt 50 år gamle sportscenter i Sakskøbing med forskellige tilbygninger og knopskydninger omkring Hal A er på vej væk.

Det har det i princippet været, siden grundige undersøgelser og en tilstandsrapport blev leveret af geotekniker og ingeniør  tilbage i 2017 oven på et forår med kraftige oversvømmelser og heraf følgende vandskader i hallen.

"En gammel dame er ved at give op" lød det således - tilbage i 2017 - i en fremsendt ansøgning til Guldborgsund Kommune om hjælp til finansiering af genopbygningen af Sakskøbing Sportscenter.

Alt over kælderniveau står til at ryge.

En masse penge skal rejses, der skal tænkes nye og visionære tanker, skabes energiforbedringer og handicapvenlige forhold. Alt sammen som en del af fremtidens sportscenter i Sakskøbing. 

Godt på vej

- Vi er rigtig godt på vej, og vi skal aflevere vores endelige projekt her den 18. september. Det ser meget positivt ud, og så selv om vi ikke skulle ende som et af de tre fyrtårnsprojekter, som bliver præsenteret den 6. januar.

Sådan siger leder af Sakskøbing Sportscenter Janne Hansen om den igangværende proces med løbende møder med arkitekter og projektfolk fra Lokal & Anlægsfonden.

Idrætshaller til tiden

Det er sidstnævnte sammen med Danmarks Idrætsforbund, som har igangsat en konkurrence med titlen Idrætshaller til tiden.

Her er Sakskøbing Sportscenter med blandt de ti udvalgte ud af 39 ansøgninger fra hele landet med ønske om at blive en af de tre fyrtårnsprojekter. De bliver offentliggjort den 6. januar, hvor det står klart, hvem der får 10 millioner kroner til realisering af deres projekt samt en fysisk opdateret eller forandret hal inklusive udearealer.

Heldigvis har vi allerede langt det meste af økonomien på plads, så jeg tror meget på, at vi i starten af det nye år lykkes med at få de sidste midler hjem

Janne Hansen, leder af Sakskøbing Sportscenter

Gode tilbagemeldinger

- Selv om vi ikke skulle blive et fyrtårnsprojekt, så er der så gode tilbagemeldinger fra Lokale & Anlægsfonden allerede nu, at vi nok skal få en eller anden form for støtte til at gå vider med halprojektet. Det betyder, at vi får den her vigtige blåstempling, som vi igen kan bruge til at gøre andre af de helt store fonde interesseret i vores projekt, så vi kan få de sidste millioner i hus. Det arbejde kan vi sætte i gang til januar, forventer Janne Hansen.

Hun vil gerne gå så vidt som til at sige, at der efter alt at dømme sættes gang i de sidste nødvendige ansøgninger lige efter nytår, og at der formentlig forholdsvist hurtigt i det nye år vil kunne præsenteres et projekt over fremtidens sportscenter i Sakskøbing, som vel at mærke også er til at gå i gang med at bygge.

Sætter i gang uanset hvad

- Jeg kan også sige det på den måde, at vi kommer til at sætte gang i et eller andet projekt uanset hvad. Den gamle Hal A kan snart ikke mere, så der skal ske noget. Heldigvis har vi allerede langt det meste af økonomien på plads, så jeg tror meget på, at vi i starten af det nye år lykkes med at få de sidste midler hjem, forventer Janne Hansen.

Det var helt tilbage i 2017, at Sakskøbings gamle Hal A med godt 50 år på bagen endte med at få "et dødsstød" i form af et forår med kraftige oversvømmelser. 

Røg gennem gulvet

Siden fulgt masser af udfordringer gennem årene med at holde fugt ude af halbygningerne samt at renovere revner i fundament, vægge og ikke mindst sammenbrud af halgulv og trækonstruktion under selve halgulvet. Den sidste udfordring har tidligere ført til en situation med en håndboldspiller, som først svævede over og herefter endte med at brase igennem halgulvet.

- Som noget af det seneste har vi oplevet, at Team Sydhavsøernes elitespillere ikke længere ønsker at have træningskampe i Hal A, netop fordi de ser en risiko på grund af halgulvet, siger Janne Hansen.

Den gamle ikoniske trekantede Hal A synger altså på sidste vers, og meget snart kan der præsenteres en afløser i en endelig skitseform. Måske kan det også blive til en igangsætning af et byggeprojekt i 2026. Chancerne er i hvert fald rigtig gode, mener Janne Hansen.


Om økonomien bag halprojektet

  • Fremtidens sportscenter i Sakskøbing kunne i 2017 fås for 85 millioner kroner. Sådan lød en overskrift i Folketidende forud for den nu årelange kamp for at finde den nødvendige finansiering af opførelsen af et nyt sportscenter.

  • Nu venter nye optegninger og beskrivelser af det halprojekt, som Lokale & Anlægsfonden senest har bakket op omkring. 

  • Derfor kendes den endelige pris på byggeprojektet ikke i skrivende stund.

  • Bestyrelsen i Sakskøbing Sportscenter har dog gennem årene skaffet økonomisk opbakning og tilsagn om støtte for i alt 58 millioner kroner - herunder både kommunale støttekroner, et forsikringsbeløb samt lånefinansiering.