Lolland

Brugsuddeler Finn Andersen fra Dagli' Brugsen Dannemare har gjort det i ti år.. Foto: Dagli' Brugsen Dannemare

Gratis mad under halvtaget: Brugsuddeler Finn hader at smide ting ud

I ti år har Finn Andersen delt overskydende mad ud uden problemer eller konflikter

Offentliggjort Sidst opdateret

I de sidste godt ti år har du 1. januar kunnet gå fra  Dagli' Brugsen i Dannemare med fødevarer uden at tage kortet op af pungen. 

Den eneste dag butikken holder lukket, er også dagen, hvor du under halvtaget finder gratis madvarer. 

Dette tiltag er både til gavn for kunderne og for Dagli' Brugsen selv, fortæller uddeler Finn Andersen. Butikken slipper for nemlig for at betale for at få det kørt væk.

- I bund og grund handler det om, at der bliver smidt ting ud i dagligvarehandlen, som stadig kan spises eller bruges. Og vi skal betale i kilo for at komme af med det, siger han.

Populært tiltag

Kunderne har godt bemærket nytårstraditionen; faktisk kom et par kunder forleden hen til Finn Andersen for at spørge ind til årets udbud.

"Lægger I noget ud, som I plejer?" spurgte kunderne.

"Jeg har måske en fornemmelse af, at der ikke er så meget, som det plejer. Men det gør vi", svarede han.

Der var et bredt udvalg af fødevarer. Foto: Dagli' Brugsen Dannemare

Væk på en time

Under halvtaget var der både frugt og grønt, brød, mælk, pålæg og kød. Og da temperaturerne udenfor er køleskabskolde, betyder det, at det ikke er et problem at lægge tingene ud. 

Finn Andersen var faktisk selv i butikken 1. januar, da han skulle bestille nogle varer.

- I løbet af den time, jeg var der, var det hele væk. Så det går hurtigt, siger han.

Men de gratis varer har i de ti år aldrig ført til konflikter eller andet. Det går stille og roligt, forklarer brugsuddeleren. 

Folk tager, hvad de skal bruge.

Hader at smide ud

Finn Andersen fortæller, at de gør alt for at få solgt varerne. Renovationsregningen er nemlig høj nok i forvejen.

- Jeg har aldrig været glad for at smide ting ud, når man kunne se, at de ikke fejlede noget. Derfor er jeg også glad for de ordninger, der er kommet, både med madoaser i byer, men også butikker, hvor vi kan sætte ting til salg med bedst før og holdbar til, siger han.