KV25

De tre initiativtagere til "Fremtidens Stemmer" er - fra venstre - Katrine Burmann (S), Henriette Klingberg-Nielsen (V) og Emma Holm (K). Privatfoto

Groft sprog og skjulte sms'er: - Usund kultur holder unge fra at stille op

Antallet af byrådskandidater under 30 år er faldet fra 16 til syv. Ifølge unge kandidater skyldes det en usund kultur i byrådet og manglende viden om lokalpolitik.

Offentliggjort Sidst opdateret

Unge kandidater i Guldborgsund søger forandring

  • Antallet af unge kandidater under 30 år i Guldborgsund Kommune er faldet fra 16 til syv, hvilket bekymrer de unge kandidater Emma Holm fra Det Konservative Folkeparti og Kevin Rasmussen fra Enhedslisten.
  • De unge kandidater ønsker at ændre den rådne kultur i byrådet og gøre kommunalpolitik mere relevant for unge ved at repræsentere deres stemmer og perspektiver.

Ved sidste kommunalvalg stillede 16 kandidater under 30 år op i Guldborgsund Kommune. Ved valget i år er det faldet til syv kandidater. 

Denne udvikling bekymrer to af årets yngre kandidater; Emma Holm, 25 år, fra Det Konservative Folkeparti (C) og Kevin Rasmussen, 23 år, fra Enhedslisten (Ø).

- Det bekymrer mig, at der er så få unge, der gerne vil være med, siger Emma Holm (C).

De unge kandidater holder fanen højt

Kevin Rasmussen (Ø) og Emma Holm (C) er blandt de unge, der har valgt at engagere sig i lokalpolitik. Begge fortæller, at det er enormt vigtigt, at der er nogen, der kan repræsentere de unges stemmer i byrådet.

- Jeg tror, at problematikken ved, at der ikke er nok, der stiller op, er, at vi ikke får så bred en repræsentation af kandidater, man kan stemme på, siger Emma Holm (C).

For hende var startskuddet til en karriere i lokalpolitik det manglende studiemiljø i kommunen og en mangel på kulturtilbud. Samtidig forklarer hun, at mange, der sidder i byrådet, har en holdning til, hvad de unge har brug for, men i sidste ende mangler at lytte til de unges egne perspektiver.

- Det var jeg rigtig træt af, fordi de vidste nul. Så jeg var sådan, aaaah, det er ikke rigtigt, siger Emma Holm.

For Kevin Rasmussen udviklede en interesse for klima- og miljøbevægelsen sig til et engagement i den lokale politik i Guldborgsund.

Samtidig mener han også, at der mangler unge stemmer i byrådet, der kan være talerør for de unge og gøre kommunalpolitik relevant for dem. 

- Altså der er jo ikke nogen, der repræsenterer de 18-årige, for eksempel. Det synes jeg er ærgerligt. Jeg tror, at de 18-årige bliver lidt ligeglade med lokalpolitik, fortæller Kevin Rasmussen (Ø).

Folketidendes content creator Sofie Mølgaard live på TikTok med tre unge kandidater til kommunalvalget til valgfestival i Søllested.
Nederst fra venstre: Anes Halilovic (S), Patrick de Medici (C) og øverst Kevin Alex Rasmussen (EL).
Foto: Anne Mette Thrane

Rådden kultur afholder unge fra at stille op

Selvom de to unge kandidater stiller op for forskellige partier med hver deres politiske ståsted, er de enige om, at kulturen i byrådet trænger til forandring. Kevin Rasmussen fortæller om en tone præget af groft sprog og interne sms’er under byrådsmøder, efterfulgt af skæve blikke, som ifølge ham skaber usikkerhed og splid.

Disse kandidater er under 30 år

GULDBORGSUND KOMMUNE
• Almin Gabela, 29 år, Socialdemokratiet (S)
• Emma Holm, 25 år, Det Konservative Folkeparti (C)
• Michele Ellgaard, 25 år, Dit guldborgsund (G)
• Kevin Rasmussen, 23 år, Enhedslisten (Ø)
• Emil Buchholtz, 19 år, Sydhavslisten (T)
• Tobias John Sidor, 27 år, Danmarksdemokraterne (Æ)
• Josephine Fyhr, 23 år, Danmarksdemokraterne (Æ)

LOLLAND KOMMUNE
• Filippa Brehm Nielsen, 20 år, Din Stemme (J)
• Frederik Mortensen, 22 år, Dansk Folkeparti (O)
• Anes Halilovic, 19 år, Socialdemokratiet (S)
• Ditlev Friderichsen, 27 år,
Det Konservative Folkeparti (C)
• Patrick de Medici, 20 år,
Det Konservative Folkeparti (C)

Han mener, at de unge kandidater kan være med til at ændre den kultur.

- Vi skal gerne være nogle af dem, der ændrer på det, for jeg tror, at de gamle er mere hærdede i det. De er vant til, at det er sådan, det er. Sådan skal det ikke være, fordi det holder nogen tilbage fra at stille op, siger Kevin Rasmussen (Ø).

Emma Holm påpeger også, at de unge kan være med til at udfordre den kultur, der eksisterer i byrådet.

- Vi udfordrer den hele tiden, alle os, der er unge, og rigtig mange i byrådet. Men nogle gange er der bare nogle rådne æg, siger Emma Holm.

Derudover har hun oplevet, at hendes alder har været en barriere for at blive taget seriøst.

- Man skal være klar på, at når man stiller sig til rådighed som kandidat og siger “jeg er ung og jeg stiller op”, så kan der være rigtig mange, der synes, at du bare skal tilbage til børnehaven, siger Emma Holm (C).

Vil gøre kommunalpolitik spændende for de unge

Da Emma Holm stillede op til kommunalvalg første gang, havde hun ingen idé om, hvad hun gik ind til.

- Jeg var godt klar over, at det var kommunen, der stod for folkeskolerne, ældreplejen og socialområdet.

Men hele maskinrummet var jeg overhovedet ikke klar over, siger hun.

Denne viden vil hun gerne give videre til andre unge. Derfor har hun sammen med to andre politikere, Katrine Burmann (A) og Henriette Klingberg-Nielsen (V) fra Guldborgsund Kommune, startet projekt “Fremtidens Stemmer”, for at give de unge en stemme og viden om lokalpolitik.

- Det at vide, hvad lokalpolitik egentlig er, er også en stor barriere, fordi det tror jeg virkelig, at der er meget få unge, der gør.

Det tror jeg også er noget af det, der afskrækker, fordi “hvad er det egentlig, man laver i et byråd og hvad er det for nogle beslutninger, man træffer?” siger Emma Holm.

Når hun bliver adspurgt, om hun vil anbefale andre unge at stille op til kommunalvalget, svarer hun,

- Hvis man virkelig brænder for det, så ja. Men man må ikke gå ind og tro, at det bare er en leg.