Guldborgsundlisten har nu internt drøftet sagen om den omtalte “drænarbejde”-faktura, fortæller byrådsmedlem Christian Schou efter et gruppemøde i partiet. Foto: Ingrid Riis
Guldborgsundlisten har talt om fakturasag: - En dum og ærgerlig sag
Byrådsmedlem Christian Schou fortæller, at Guldborgsundlisten nu har drøftet sagen internt, men partiet ønsker ikke at kommentere yderligere på Folketidendes afsløring af den omtalte “drænarbejde”-faktura.
Christian Schou siger, at Guldborgsundlisten ser sagen som “dum og ærgerlig”, men ikke mener, at der ligger noget større bag den omtalte faktura. Arkivfoto
- Vi havde et gruppemøde forleden dag, og der blev vi enige om, at det er en dum og ærgerlig sag, men at der sådan set ikke er noget rigtigt i den, siger han.
Folketidende kunne i starten af ugen afsløre, at der blev sendt en faktura til MSE Entreprise på 25.000 kroner eksklusive moms med teksten “Vi udfører drænarbejde”, selvom betalingen ifølge Radio SydhavsØernes salgskonsulent handlede om sponsorering af Guldborgsundlistens valgkamp.
Christian Schou mener, at sagen er blevet blæst for stort op.
Annonce
- Det er en lillebitte detalje, som I prøver at gøre til en stor og farlig afsløring, siger han.
Drøftet i roklubben
Sagen er dog ikke kun blevet vendt internt i Guldborgsundlisten. Christian Schou fortæller, at den også blev diskuteret blandt folk, han møder i sin hverdag.
- Da jeg mødte op til roning i går formiddags, var der selvfølgelig nogen, der bragte sagen på banen. Nogle syntes, det var en latterlig historie om 25.000 kroner og en forkert faktura, mens andre godt kunne se et større perspektiv i den, siger han.
Ifølge Christian Schou ønsker Guldborgsundlisten ikke at kommentere yderligere på sagen.
- Små historier, der bliver blæst op, bliver hverken større eller mindre af, at man forholder sig til dem, siger han.
Afviser forbindelse til digelag
Christian Schou afviser også antydninger på sociale medier om, at sagen skulle have forbindelse til tidligere sager omkring Falsters Digelag.
- Det er rablende konspirationsteori. Det har overhovedet ikke noget med den sag at gøre, siger han.
Han understreger samtidig, at han ikke selv har haft en rolle i det konkrete forløb.
Annonce
- Jeg har intet haft med det her at gøre, siger Christian Schou.
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker