Sundhed

I 2022 modtog organisationen "Social Sundhed" den sociale stjernedryspris, da kronprins Frederik og kronprinsesse Mary uddelte Kronprinsparrets Priser 2022. Arkivfoto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Hædret af Kongeparret: Organisation åbner i Nykøbing

Organisation hædret af Frederik og Mary søger frivillige, der vil hjælpe borgere på Lolland-Falster i deres kontakt med sundhedsvæsnet.

Offentliggjort

Social Sundhed etablerer sig på Lolland-Falster

  • Social Sundhed, en organisation der arbejder for lighed i sundhed, åbner en afdeling på Falster ved sygehuset i august, takket være en donation fra Novo Nordisk Fonden.
  • Organisationen søger frivillige, herunder pensionerede sundhedsprofessionelle, til at støtte lokale borgere i deres kontakt med sundhedsvæsnet, og håber på samarbejde med Lolland og Guldborgsund kommuner.

Sundhedsvæsnet skal være for alle. Men når man er i en udsat position, kan det måske være svært at komme af sted til lægen eller at forstå, hvad de siger på hospitalet.

Så kan foreningen Social Sundhed hjælpe. Den har et korps af frivillige, som er ved at tage sundhedsuddannelser og som vil hjælpe med at skabe ægte lighed i sundhed – for eksempel ved at gå med til møder.

Det er så god en indsats, at organisationen i november 2022 fik Kronprinsparrets sociale stjernedryspris. I den forbindelse spurgte Folketidende direktøren, om ikke Social Sundhed skulle etablere sig på Lolland-Falster.

Det ville Social Sundhed gerne, og organisationen håbede at blive inviteret af de lokale kommuner, lød svaret.

Får hovedsæde i Køge

Det ønske kom der ikke noget ud af, kan man konstatere hér små tre år senere, hvor kronprinsparret er blevet til kongeparret. Men takket være en donation fra Novo Nordisk Fonden ændrer det sig snart.

Vi har ansat på Falster, hvor vi åbner nede ved sygehuset i august.

Karen Ingerslev, forsknings og udviklingschef, Social Sundhed

Faktisk har fonden givet så stor en donation, at Social Sundhed onsdag i samarbejde med Køge Kommune, Region Sjælland og Steno Diabetescenter åbner et hovedsæde i Køge Kommunes sundhedscenter, ligesom der vil komme lokale koordinatorer på hospitalerne i Slagelse, Holbæk og Nykøbing.

Det fortæller Karen Ingerslev, der er forsknings- og udviklingschef i Social Sundhed.

- Vi har ansat på Falster, hvor vi åbner nede ved sygehuset i august. Og vi har ansat i Slagelse, hvor vi åbner til august. Og så ansætter vi til januar i Holbæk. Så det er helt fantastisk, at vi er gået fra ikke at være i Region Sjælland, til at det nu faktisk bliver vores stærkeste hovedsæde, siger hun.

Inde på sygehusene

Sædvanligvis etablerer Social Sundhed sig i samarbejde med lokale kommuner. Men som nævnt er det ikke lykkedes at få aftaler med Lolland og Guldborgsund kommuner.

Forsknings- og udviklingschef Karen Ingerslev glæder sig over, at Social Sundhed rykker stærkt ind i Region Sjælland. Foto: David Arnholm

Fire koordinatorer

Social Sundhed har fået penge til at ansætte fire koordinatorer rundt om Region Sjælland – Køge, Nykøbing, Slagelse og Holbæk.

De lokale koordinatorer får til opgave et hverve frivillige og at uddanne og passe på dem.

De frivillige skal være brobyggere mellem sundhedsvæsnet og borgerne i de udsatte positioner.

Herudover skal koordinatorerne bemande en åben rådgivningstelefon, som folk kan ringe ind til, hvis de har brug for hjælp.

I stedet er aftalen indgået med Region Sjælland, hvorfor det altså bliver på hospitalet, der bliver base.

- Det er lidt specielt for os, at det endnu kun er Køge Kommune, der er gået med. I de tre andre byer er det foreløbigt kun Region Sjælland, der er med. Så vi kommer til at implementere inde i sygehusene. Og det er et fantastisk sygehus i Nykøbing! Men vi håber rigtig meget, at kommunerne vil være med. For de er faktisk bedre til at få øje på, når mennesker har brug for den her hånd i ryggen, end man er inde på sygehusene, mener Karen Ingerslev.

Søger også pensionister

I udgangspunktet er det som nævnt studerende fra sundhedsuddannelser, der skal hverves.

- Men vi er godt klar over, at der ikke er så mange af dem, der er bosat de her steder. Så derfor supplerer vi med pensionerede sundhedsprofessionelle og også aktive sundhedsprofessionelle, som har noget at give af, siger Karen Ingerslev.

Hun glæder sig over, at donationen fra Novo Nordisk Fonden er en femårsbevilling:

- Så det er ikke kort, og det er vi heller ikke interesserede i, for det tager tid at blive respekteret og kendt af en lokal læge eller et lokalt samfund. Men at den er femårig, betyder jo ikke, at vi stopper om fem år. Vi åbner ikke for at lukke.