Guldborgsund

Kommunalen, som tidligere borgmester Niels Larsen her peger på, er sat til salg. Arkivfoto: Anders Knudsen

Historisk bygning i landsby er sat til salg

Ny ejer skal hoste op med mange penge på at sætte Kommunalen i stand.

Offentliggjort

Snart sker der noget med den historiske bygning Kommunalen, der ligger ved gadekæret i Vålse på Nordfalster.

Bygningen er sat til salg, og der er en del interesse for den.

Der er kommet et konkret bud på bygningen, og det skal ejeren, Guldborgsund Kommune, tage stilling til i løbet af det næste par måneder.

Konkret bud

Kommunalen blev her i efteråret sat til salg hos ejendomsmæglerfirmaet John Ole Hansen i Nykøbing.

Det skete til en vejledende pris på 95.000 kroner.

- Mange har været inde for at se på ejendommen, og der er som sagt et konkret bud på den, siger ejendomsmægler Lasse Øster fra John Ole Hansen.

Snart afgørelse

Da ejendommen er i kommunal eje, så skal politikerne i Guldborgsund Kommune tage stilling til et købstilbud.

- Først skal økonomiudvalget behandle sagen, som også skal i byrådet, siger Lasse Øster.

Han regner med, at dette vil ske i april eller maj.

Historisk hus

Kommunalen, der er med bindingsværk og stråtag, stammer helt tilbage fra 1842.

Her var enevælden i opløsning, og lokale sogneforstanderskaber var ved at opstå.

Huset er bygget til møder i et sådant sogneforstanderskab, som senere blev til områdets sogneråd.

I 1970 blev det til privatbolig og hjemsted for Lokalhistorisk Arkiv med den nye Nørre Alslev Kommune som ejer.

Forfaldet har sat sit præg på Kommunalen. Billedet er taget for nogle år siden. Arkivfoto: Anders Knudsen

Ved kommunesammenlægningen i 2007 blev huset overtaget af Guldborgsund Kommune.

Forfald

Siden 2009 har huset ved gadekæret stået tomt og er derfor forfaldet.

Udvendigt er vinduesrammerne møre, og puds er faldet af.

Indvendig ser det heller ikke for godt ud.

- Men der er bestemt muligheder i huset, hvis man vil bruge nogle penge på at sætte det i stand, mener ejendomsmægler Lasse Øster fra John Ole Hansen.