Lolland

Mand står med korslagte arme foran gul optikerbutik med stort brillemotiv på facaden.
1. april bliver en meget speciel dag for Morten Knudsen. Foto: Palle Nevad Frandsen

Historisk forretning lukker på sin 154 års fødselsdag

Morten Knudsen lukker den forretning, der har været i familiens eje gennem generationer.

Offentliggjort

Bag de moderne brillestel står billederne. Sort-hvide portrætter, nogle nærmest brune efter at have skiftet hænder fra generation til generation. Alle har de efternavnet Knudsen tilfælles. Alle har de været optikere i Maribo. Men snart er det slut med butikken.

Jeg har verdens bedste kunder, og de er både søde og skøre.

Morten Knudsen

Morten Knudsen er femte generation. Han overtog butikken efter sin far, Bjarne, i 2008. Det har han aldrig fortrudt, men det handler om at stoppe i god tid.

- Min far blev nok for gammel, inden han kom ud af døren, og det var synd. Han døde et par år efter, at han stoppede i butikken. Det har selvfølgelig også fået mig til at tænke på, at jeg gerne vil have tid til at nyde livet, fortæller Morten Knudsen, der tidligere på måneden fyldte 56.

Ingen vil stå i butik

Derfor har han taget en svær beslutning. Snart er det slut med butikken "M. Knudsen" i Maribo. Den butik, som hans tipoldefar, Carl Peter, åbnede 1. april 1872, vil lukke præcis 154 år efter. Det er dermed et farvel til Maribos ældste forretning, der også er en af de ældste optikere i Danmark.

Tre voksne personer står sammen i en brillebutik foran hylder med brillestel.
Morten Knudsen sammen med Ilse Munk og Tina Mønsted. De har begge været ansat i 39 år. Foto: Palle Nevad Frandsen

M. Knudsen gennem generationer

Siden 1872 har firmaet M. Knudsen været en institution i Maribo.

1872 - 1892 Carl Peter Knudsen
1892 - 1922 Magnus Knudsen
1922 - 1972 Carl Knudsen
1972 - 2008 Bjarne Knudsen
2008 - 2026 Morten Knudsen

I de seneste to år har Morten Knudsen kæmpet for at finde en køber til butikken. Uden held. Det forstår han ikke selv, for man kan sagtens leve af butikken alene. Omsætningen er god og kunderne trofaste, men henvendelserne var alligevel få og uden effekt.

- Dem, der har henvendt sig, syntes, at afstanden var for stor. Jeg tilbød endda et sælgerfinansieret lån, hvor man kunne træde ind, uden at betale noget, og så betalte man måske 13.000 kroner om måneden over de næste fem år. Men der er ingen, som vil syd for Valby Bakke, og ingen som vil stå i butik, forklarer Morten Knudsen. 

Verdens bedste kunder

Derfor er han så småt i gang med at lukke ned. De faste kunder får besked om, at de fra 1. april skal finde et nyt sted. Det forstår de godt, fortæller han, men er selvfølgelig ærgerlige. Det er også dem, som Morten Knudsen kommer til at savne mest.

- Jeg har verdens bedste kunder, og de er både søde og skøre. Dem vil jeg savne på samme måde som man savner sin hund, når den en dag ikke er der mere.

At "M. Knudsen" har sit eget brand er der ikke tvivl om. Reklamer har Morten Knudsen aldrig brugt penge på, for de kunder, som kommer gennem andres anbefalinger er de bedste, som man kan ønske sig. 

Spændende tilbud

Det lyder altså som om, at der er masser af gode grunde til at blive i butikken. Alligevel vælger han at lukke den forretning, som gennem fem generationer har været drevet af familien Knudsen.

Mand står bag skranke i Memira Eyecenter med øjenmodel og udstyr i en klinik.
Selv om Morten Knudsen lukker sin forretning, forlader han ikke arbejdet. I fremtiden vil han være tilknyttet Memira. Foto: Palle Nevad Frandsen

- Jeg har haft butikken i 18 år. Før det havde jeg butik i Grønland i 12 år. Min arbejdsuge er ikke under 50 timer, men jeg har altid holdt af det, som jeg har lavet.

Grunden til, at han ikke ønsker at vente længere på en køber er, at han har fået et tilbud, som han ikke kan sige nej til. Han har i flere år været tilknyttet Memira, der udfører øjenkirurgi, og her er han tilbudt en stilling, hvor han blandt andet skal stå for uddannelse og forundersøgelser til øjenoperationer.

- Det er både skidesjovt, spændende og fagligt udfordrende. Memira blev ved med at spørge, hvornår jeg var klar, og det er jeg nu, siger han.

Farvel til et livsværk

Med det nye job kan han arbejde færre dage om ugen, og det giver den frihed, som han havde ønsket, at hans far nåede at smage mere af.

Alligevel er det også med et stik i hjertet, at han lukker butikken. For det er et livsværk, han tager afsked med, eller faktisk er det meget mere. Det er fem familiers livsværk, som han 1. april lukker døren til. 

Når sommeren kommer til Maribo vil det kun være vægmaleriet med ugler og briller, som vidner om, at her lå en af landets ældste optikere.