Det nye modulhotel, Aiden, spiller på ingen måde sammen med den historisk smukke sukkerfabrik i Holeby, mener arkitekt Ane Cortzen i sit tv-program. Arkivfoto: Palle Nevad
Højhuse i Maribo - skal vi gentage fejlen fra Holeby?
Steven WidecrantzStevenWidecrantzHunseby
OffentliggjortSidst opdateret
Debatindlæg
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Ønsker du at deltage i debatten, kan du skrive til os på nyhedsdesk@folketidende.dk.
Holeby har fået et nyt, stort og umådeligt grimt hotel klods op ad den smukke gamle sukkerfabrik - ikke med respekt for historien, men med triste, sorte stablede containere.
Som tilflytter fra København, der er flyttet hertil, fordi jeg værdsætter natur, miljø og respekten for landskabet, må jeg spørge: Hvad er der sket med det politiske mod på Lolland?
For nylig besøgte arkitekt, Ane Cortzen, Holeby i sit tv-program, og hendes dom var knusende. Det nye modulhotel, Aiden, spiller på ingen måde sammen med den historisk smukke sukkerfabrik. Det er et arkitektonisk fremmedlegeme, der har fået lov at skæmme et nationalt industriminde.
Hvis bare man er stor nok og har penge nok, behøver man ikke følge reglerne.
Steven Widecrantz
Men det værste er ikke selve bygningen; det er den politiske ligegyldighed, der banede vejen for den. Vi har bevarende lokalplaner, der skal sikre vores byers og landskabers sjæl. Men i Holeby - og nu ser vi det samme ske i Maribo med planerne ved Sundhedscentret og de mulige højhuse tæt ved søerne - fungerer disse lokalplaner tilsyneladende kun som et standpunkt, indtil en investor med en stor tegnebog melder sig. Så bøjer politikerne paragrafferne, dispenserer fra lokalplanerne og ignorerer indsigelser fra borgere og fra fagfolk som for eksempel Museet.
Vi har set det før her i området, senest med de ulovligt opførte kæmpesommerhuse ved Marielyst. Her blev lokalplanen bare lavet om efterfølgende, så det ulovlige byggeri kunne få lov at stå.
Det sender et rystende signal til os borgere: Hvis bare man er stor nok og har penge nok, behøver man ikke følge reglerne. Det gør lokalplaner og høringsprocesser til et demokratisk teater, hvor beslutningerne i virkeligheden er truffet på forhånd bag lukkede døre.
Når politikere påstår, at bevaring "stopper udviklingen", tager de fejl. Sand udvikling er at bygge på det unikke, vi allerede har. Jeg har set det samme i Lofoten og Tromsø i Norge; her har man ødelagt den autenticitet, turisterne kom efter, ved at bygge sjælløse hotelkasser og industri i den natur, turisterne kom for at opleve.
Og det er præcis den vej, Lolland bevæger sig nu. Vi sælger ud af arvesølvet for at få hurtig sengepladskapacitet. Vi risikerer at stå tilbage med et lokalsamfund med en sjæl, der er ødelagt af moderne kassebyggeri i beton, stål og glas. Hvis vi vil have liv i byerne, skal det være liv med byggeri, der respekterer den eksisterende arkitektur og sjæl.
Jeg håber, at vores nye politiske ledelse vil udvise et andet mod end deres forgængere. Det er på tide at sige nej til investorer, der ikke respekterer vores bygningsarv, og ja til en byplanlægning, hvor en lokalplan faktisk er det papir værd, den er skrevet på.
Lad os ikke begrave Maribos sjæl i jagten på hurtige etagemeter der begraver vores smukke Domkirke og skæmmer vores søer. Lad os sige nej til nybyggeri højere end tre etager i nærheden af Maribosøerne og i Maribo centrum.
Seneste artikler
Efter 100 år: Landsdelens største juleoptog i ny paragrafkamp
Har du købt det? Smid det ud
Se dig for: Black November er fyldt med vildledning
Kendt fra "Det brune punktum": Køber hus på Falster
Store mængder stoffer: Politiet slår til i kæmpe narkosag på Lolland
Mest læste artikler
Valsemøllen bremser Operation X-program om Danish Agro
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
Milliardær køber for millioner på Fejø: Her er årsagen
Kvinde kørt på sygehuset efter ulykke
22-årig kvinde blev meldt savnet: Nu er hun fundet