Janne Hansen udpeger her den bymidte med Søndergade, rådhuset, Torvet, Torvegade, Brogade og lidt af havnen, som er i spil i forhold til byudviklingen. Foto: Kim Møller Pedersen
Intenst borgermøde: - Jeg stopper ikke med at råbe, bare fordi vi er færdige her
På et borgermøde om den i 2021 igangsatte byfornyelse i Sakskøbing samt efterfølgende projekt Frie Bymidter kunne der med byrådspolitiker og Sakskøbing-borger Janne Hansens ord "ikke besluttes noget som helst". Spørgsmål var der mange af, og Bob Richard Nielsen (Æ) ærgrede sig over, at "toget kunne være sat i gang".
En lejekontrakt - muligvis med forkøbsret - for en gammel bankbygning med tanke om at indrette et fælleshus for borgerne ved Torvet er tilsyneladende skrevet under.
Og en politisk styret følgegruppe kan med en udvalgsformands ord hurtigt omdannes til i stedet at være en styregruppe af Sakskøbing-borgere med reel og klar medindflydelse.
Om byudvikling
Byudviklingen i Sakskøbing har været i gang siden 2021 og rummer både større anlægsprojekter og mindre lokale initiativer.
Blandt andet er aktivitetspladsen på det gamle Rørbæk Stadion allerede taget i brug, og senere i år følger Odderlegepladsen på havnen (første spadestik i slutningen af maj) og havnepromenaden.
Samlet set skal indsatserne skabe mere liv, bedre sammenhæng og flere steder at mødes.
Hasteindkaldelse af godt 100 borgere
Jovist, den byudvikling - som blev igangsat i 2021 i Sakskøbing - kan stadig overraske. Ikke mindst når godt 100 engagerede borgere støder ind i seks byrådspolitikere fra Guldborgsund Kommune til et flere timer langt møde.
De indledningsvist omtalte oplysninger var noget af det, man kunne notere sig på en medbragt blok sammen med eksempelvis et gennemgående kritikpunkt som "manglende kommunikation" oven på mandag aftens intense borgermøde på Hotel Saxkjøbing.
Annonce
Her skulle der have været afviklet et kommunalt arrangeret borgermøde om status for byudviklingen i Sakskøbing. Det blev aflyst som følge af Guldborgsundlistens brug af standsningsretten i tre udvalg i sidste uge. I stedet blev det til et hasteindkaldt borgermøde om selvsamme emne arrangeret af ildsjæle i Sakskøbing.
Krævede svar
- Vi vil gerne samle en masse i byen for at finde ud af, om vi er de eneste, der er frustrerede. Vi har brug for at vide, om det - vi har af opfattelse - er helt skævt.
Således lød det indledningsvist fra mødeindkalder Janne Hansen, som - sammen med Birte Aagaard - var en af to lokale borgere i Sakskøbing, som mandag aften krævede svar om byudviklingen fremadrettet og ikke mindst status.
Om baggrunden for Guldborgsundlistens brug af standsningsretten lød det indledningsvist fra Janne Hansen:
- Vi blev præsenteret for en hel masse, vi ikke ønskede. Tre udvalg skal arbejde sammen om det her byudvikling. Det er et projekt i sig selv. Og hvad er der overhovedet tilbage at blive inddraget i? Hvor ufravigelige er de planer, der er lagt?
Er ikke blevet inddraget
- Jeg bliver så bange, når jeg bliver indkaldt til et borgermøde, hvor der står, at nu skal vi se nogle rigtig fine nye planer, fordi jeg er ikke blevet inddraget overhovedet, understregede Birte Aagaard - tidligere kendt som "Fru Frugtfestival" i Sakskøbing.
- Du har lavet 21 sider, du er inddraget, svarede formand for Landdistrikts-, Bosætnings- & Medborgerskabsudvalget Bob Richard Nielsen (Æ) tilbage fra stolerækkerne.
Bob Richard Nielsen henviste til - flere gange i løbet af aftenen i øvrigt - at det netop var tankerne og idéerne fra den 21 sider lange bruttoliste af borgerønsker udarbejdet for flere år tilbage, som ville have ligget til grund for kommunens og forvaltningens planlagte - men nu aflyste - præsentation af et visionsoplæg omkring en mulig udnyttelse af en gammel bankbygning ved Torvet.
Annonce
Så kom debatten i gang
- Jeg har ikke lavet, borgerne har lavet 21 sider, replicerede Aagaard.
Så var debatten om bruttolisten af borgerønsker helt tilbage fra 2023 ellers i gang.
- Du var med til at lave dem, lød det fra udvalgsformanden.
- Jeg var med til at lave dem, svarede Aagaard med mikrofonen i hånden.
- Det er dem, planerne baserer sig på, understregede Bob Richard Nielsen.
- Men hvordan kan du forlange, at vi som borgere skal tro på, at tingene bliver rigtig gode, efter vi har råbt op. For vi har ikke mærket det. Vi har ikke mærket, man ville os, lød det fra Aagaard.
Ikke god nok kommunikation
Bob Richard Nielsenk anerkendte, at kommunikationen omkring byudviklingen ikke havde været god nok.
- Der er nogle andre, der ikke har sat den her proces i gang for tre år siden. Det kan jeg altså ikke tage ansvaret for. Jeg kan sige, at efter Henrik (Høegh-Andersen (V), red.) og jeg har fået ansvaret, der sætter vi det i gang, understregede Bob Richard Nielsen med henvisning til mandag aftens sidekammerat ved borgermødet og her formanden for Teknik-, Natur- & Miljøudvalget.
Annonce
Armene røg i vejret på spørgsmålet om den lokale lyst til at se velfærdshuset placeret et andet sted end i den tidligere bankbygning. Kun fire ønskede bankplaceringen. Foto: Kim Møller Pedersen
Udvalgsformanden ærgrede sig over, at der - hvis ikke Guldborgsundlistens brug af standsningsretten havde sat en stopper for det - skulle have været præsenteret illustrationer af, hvad der kunne gøres anderles på Torvet.
Lugtede af fællesskab og folkesundhed
- Skal der være petanquebaner, skal der være udendørs servering eller skal der være langborde, hvor man kan sidde og spise frokost sammen ude på Torvet? Det var de planer, som jeg synes lugtede af fællesskab og folkesundhed, og det var de planer, som jeg gerne ville have haft, at I kunne få lov til at se. Men det kan I ikke nu, før sagen har været oppe på det næste byrådsmøde, lød det fra udvalgsformanden.
Skal Sakskøbings nye velfærdshus så ligge i en gammel bankbygning ved Torvet, var det store spørgsmål. Og var der ikke skrevet en lejekontrakt under allerede, som Birte Aagaard mente at vide, efter at have søgt aktindsigt og i månedsvis at have været én af de borgere, som uge efter uge havde henvendt sig til kommunens projektfolk for Frie Bymidter, som i år har indlogeret sig i kontorlokalerne Søndergade 1 tæt ved Torvet.
Jeg stopper ikke med at råbe, bare fordi vi er færdige her
Janne Hansen, byrådspolitiker og Sakskøbing-borger
Lejekontraktens indgåelse blev ikke afvist af Bob Richard Nielsen. Udvalgsformanden mente også at vide, at der var en forkøbsret til den tidligere bankbygning som en del af aftalen.
- Men hvor byens fælleshus skal være, det burde være noget, vi stadig har ejerskab til at beslutte som borgere, mente Janne Hansen.
Hurtigt enige i tre udvalg
- Der er ikke blevet fulgt godt nok op på tingene, det medgiver jeg. Men jeg fralægger mig også ethvert ansvar for det, for der havde jeg ikke noget med processen at gøre. Jeg vil tage ansvar for den proces, der starter efter den 18. november sidste år, hvor vi bliver sat ind i de roller til at følge det her Sakskøbing-projekt til dørs, lød det fra Bob Richard Nielsen om efterårets beslutning om styring af byudviklingen i Sakskøbing fordelt ud på tre udvalg.
- Vi er hurtigt enige om i de her tre udvalg, at hvis vi skal nå igennem med projektet, skal der virkelig fyres op under kedlerne. VI skal have sat en styret proces i gang, så det her kommer ud og ånde. Det skal ud og leve, og det skal det hurtigt. Det skal ikke gå så hurtigt, så vi gør det hen over hovederne på nogen. Men det skal gå stærkt nu. Derfor besluttede vi i de tre udvalg, at vi ville nedsætte en politisk styret følgegruppe. Vi gerne vil styre, og vi vil gerne følge, at nu kommer processen på skinner. Der bliver lagt skinner ud, der bliver måske endda sat et tog op på de her skinner og det begynder at køre det her. Det er det ansvar, vi har taget på os, lød det fra udvalgsformanden.
Spørgsmål til indflydelse
Annonce
Selvsamme udvalgsformand måtte også ad flere omgange høre kritik omkring selve mødeindkaldelsens ordlyd til det aflyste borgermøde, som kommunen var mødeindkalder til. Kritikken gik på, at der var tale om "en følgegruppe" til byudviklingen uden reel indflydelse.
- Det passer simpelt hen ikke. Det er ikke de her tre udvalgs ambition, at der ikke kommer til at være borgerinddragelse og medborgerskab i det her, mente Bob Richard Nielsen.
Udvalgsformand Bob Richard Nielsen havde planlagt at præsentere og uddybe denne illustration af den tidligere bankbygning ved Torvet på det aflyste borgermøde. Illustration: Guldborgsund Kommune
Oven på mødet blev netop denne pointe endnu engang slået fast af udvalgsformanden:
- Jeg kan ikke forestille mig, der er nogen i byrådet, som kan være uenige i, at det selvfølgelig skal hedde en styregruppe.
Velfærdshus skal op og flyve
Annonce
Bob Richard Nielsen understregede, at "nu skal det her velfærdshus op og flyve".
- Vi har kun indtil 2029, for der udløber statens midler. Det er indholdet, der er det vigtigste. I parantes bemærket, så skulle der være forkøbsaftale på den bygning, så det er ikke sådan, der skal betales leje i al evighed, lød det fra udvalgsformanden, som dog ikke kunne fortælle forsamlingen, hvad det koster i husleje at bruge den tidligere bankbygning til at indrette et velfærdshus.
Byudviklingen i Sakskøbing tager en ny runde på byrådets dagsorden den 21. maj, og mon ikke Guldborgsundlistens Janne Hansen vil knytte en kommentar til sagen ved den lejlighed:
- Jeg stopper ikke med at råbe, bare fordi vi er færdige her. Der er et vigtigt ord, nemlig styregruppe, i stedet for følgegruppe. Nu er det sagt så mange gange i aften, at jeg håber, de tager det med.
Om Frie Bymidter
Sakskøbing deltager i den statslige forsøgsordning Frie
Bymidter, som løber fra 2024 til 2029. Ordningen giver mulighed for byudvikling
på nye måder - eksempelvis fritagelser fra eksisterende regler og lovgivning.
I projektperioden skal der afprøves nye løsninger med fokus på
byliv, lokale råvarer og det sunde måltid som løftestang for både byudvikling
og folkesundhed.
Et centralt element i tilsagnet for Frie Bymidter er et nyt
fælleshus på torvet i Sakskøbing.
Også disse illustrationer af nyt torveliv mm. skulle have været vist frem på det aflyste borgermøde. Illustration: Guldborgsund Kommune
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu