Guldborgsund

Den lokale fotograf Jakob Arthur Andersen er særligt kendt for sine spektakulære billeder af rummet. Arkivfoto: Nils Lund Pedersen

Jakob skal til "OL for fotografer" for fjerde år i træk: Se billederne, han stiller op med

Den lokale fotograf Jakob Arthur Andersen er har fået to af sine billeder udtaget til konkurrencen World Photography Cup, som anses som den hårdeste fotokonkurrence i verden. Find billederne nede i artiklen.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Det er for fedt.

Sådan indleder astrofotografen fra Falster Jakob Arthur Andersen interviewet. Han har rigtig god grund til at være en glad mand.

For fjerde år i træk er han blevet udtaget til at deltage i World Photography Cup - et slags "OL for fotografer", som han selv kalder det. WPC er anerkendt som den hårdeste fotokonkurrence i verden.

- Det fortæller mig, at det jeg laver, er noget rigtig fedt. Og det fortæller mig, jeg har valgt den helt rigtige vej i livet med det arbejde, jeg går og laver, siger han og fortæller, at det er kolleger, der udvælger hvilke billeder, der får lov til at stille op.

- Det er jo en validering og blåstempling af mine professionelle kolleger.

Pilen peger mod Mælkevejen

To af fotografens billeder er udtaget til konkurrencen.

Det ene stiller op i kategorien "natur og landskaber" og er taget på udsigtspunktet Pilen i Rødbyhavn.

- For det første er det et fedt udsigtspunkt, siger han og uddyber tankerne om billedet:

- Hvis du fortsætter den vej ud, fortsætter du ud i uendeligheden. Og så er det også fordi, jeg holder af at vise, hvad vi har hernede, siger han om billedet.

Billedet fra Pilen er med i konkurrencen. Foto: Jakob Arthur Andersen

Det andet billede deltager i kategorien "illustrativt foto", hvor fantasien kan få frit løb.

- Du skal have taget et foto af noget, som du så bruger til at skabe billedet. Basen skal være skabt i et foto, fortæller han.

Basen er et billede af ham selv ved Rubjerg Knude i Nordjylland med Mælkevejen foran ham.

Fantasien har fået frit løb på dette billede fra Rubjerg Knude. Foto: Jakob Arthur Andersen

- Men da jeg havde lavet det billede, syntes jeg, at det simpelthen var for kedeligt, siger fotografen.

- Derfor tog jeg et billede, jeg havde taget af et leddelt dyr i Borremosen, og satte ind i billedet fra Rubjerg Knude. Så har jeg manipuleret billedet, så det ligner, det kommer op af sandet og til sidst malet støvet og sandet på plads, siger han og fortæller, at nyheden om liv på Mars gav stor inspiration til billedet.

Selve konkurrencen løber af stablen næste sommer i Reykjavik.