Janne Hansen udpeger her - på bymødet i Sakskøbing i maj - den bymidte med Søndergade, rådhuset, Torvet, Torvegade, Brogade og lidt af havnen, som er i spil i forhold til byudviklingen. Arkivfoto: Kim Møller Pedersen
Janne Hansen og Guldborgsundlisten tordnede løs i byrådssalen: - Nu lægger vi fnidder væk
Guldborgsundlisten med Janne Hansen i spidsen tordnede løs i byrådssalen mod mangel på borgerinddragelse omkring Sakskøbing byudvikling. Det endte dog med et klart nej til Guldborgsundlistens forslag om en lokalt forankret styregruppe.
- Det helt store og centrale emne i den her sag er borgerinddragelse og medborgerskab. De to ord er vel de måske mest benyttede ord indenfor lokalpolitik i det sidste halve år.
Sådan lød det indledningsvist i Guldborgsundlistens Janne Hansens tale til resten af byrådet, da torsdag aftens helt store debatemne på dagsordenen dukkede op til allersidst i byrådsmødet.
Om byfornyelse
Sakskøbing Byrum er en områdefornyelse planlagt fra marts 2021 til første halvår 2024.
Efterfølgende er områdefornyelsen blevet lagt sammen med projekt Frie Bymidter.
Tre gange standsningsret
Det var Sakskøbing byudvikling og her Guldborgsundlistens brug af standsningsretten i selvsamme sag i hele tre forskellige udvalg, som var årsagen til den sidste og suverænt længste åbne debat i byrådssalen.
Her var Guldborgsundlistens ønske at nedsætte en lokalt forankret styregruppe med ansvar for processen fremadrettet i forhold til Sakskøbings igangværende byfornyelse.
Annonce
- Nu har vi brugt standsningsretten og hermed forsinket det store projekt med en hel måned. Og helt ærligt: Det kan jeg godt leve med. En måned fra eller til i den her helt ekstremt langtrukne proces, kommer hverken jeg - eller de fleste fra Sakskøbing - til at ligge søvnløs over. Hvis den måneds forsinkelse så til gengæld kan betyde, at Sakskøbings borgere får en større grad af medindflydelse, så vil jeg faktisk tillade mig at konkludere, at den måned er rigtig godt givet ud, bemærkede Janne Hansen.
Mulighed for at påvirke
En af de tre udvalgsformænd, som svarede igen på kritikken, var Katrine Burmann (A).
- Sagen handler ikke om at godkende en færdig plan. Den
handler ikke om at bruge 27 millioner kroner på et nyt projekt. Den
handler ikke om at beslutte, at borgerne i Sakskøbing ikke skal
inddrages. Nærmere
tværtimod, slog formanden for Kultur-, Fritids- & Folkesundhedsudvalget fast.
Også udvalgsformændene Bob Richard Nielsen (Æ) og Henrik Høegh-Andersen (V) gav udtryk for, at der var tænkt masser af borgerinddragelse og medborgerskab ind i Sakskøbing byudvikling.
Det handler altså ikke kun om at blive informeret, men om at blive hørt og have mulighed for at påvirke og bestemme
Janne Hansen (G)
Bob Richard Nielsen gentog den pointe, han også afleverede på bymødet i Sakskøbing i starten af maj, hvor mere end 100 borgere var mødt frem for at debattere byudviklingen i Sakskøbing. Her skulle der - inden Guldborgsundlistens brug af standsningsretten - have været præsenteret et oplæg til Sakskøbing byudvikling fra tre udvalgsformænd og forvaltning:
- Intet var hugget i sten. Det var et oplæg til borgergruppen baseret på visioner fra den tidligere inddragede borgergruppe, der afleverede 21 siders anbefalinger, lød det endnu engang fra udvalgsformanden med henvisning til til de borgerideer om Sakskøbings udvikling, som allerede i 2021 blev afleveret til kommunens repræsentanter.
Ikke kun informeret
- Det handler altså ikke kun om at blive informeret, men om at blive hørt og have mulighed for at påvirke og bestemme, understregede Janne Hansen i byrådssalen.
Samme pointe luftede byrådspolitikeren også tilbage i starten af maj, hvor Janne Hansen som én af to borgere i Sakskøbing på egen hånd arrangerede det føromtalte bymøde på Hotel Saxkjøbing.
Annonce
- I 2023 blev der lavet en ansøgning til Frie Bymidter og bevilget cirka 15 millioner kroner, så man nu kunne disponere over i alt 27 millioner kroner til Sakskøbings udvikling. Megafedt. Men, hvem skal bestemme, hvordan en by skal udvikle sig? Hvem skal der udvikles for? Hvem skal vælge, hvordan pengene skal bruges? Det er nok det allermest centrale i den her sag, lød det til de andre byrødder fra Janne Hansen.
Mange råbte op
Det oprindelige byfornyelsesprojekt i Sakskøbing fra 2021 havde en styregruppe. Det var den, der afleverede de førnævnte 21 sider fulde af borgerønsker.
- Men i perioden 2022-2025 har borgerne i Sakskøbing ikke rigtig hørt noget. Der er heller ikke nogen, der har været med i hverken styre- eller følgegrupper. I valgkampen forsøgte mange at råbe op omkring processen i Sakskøbing. Der er en meget klar følelse af, at alting er foregået hen over hovedet på byen. En masse ildsjæle bidrog med deres idéer i 2021 og igen i 2022. Men herefter er inddragelsen komplet bragt til standsning, fremførte Janne Hansen.
Katrine Burmann kunne godt forstå "selve utilfredsheden med den hidtidige proces".
- Men
derfra og til at bruge standsningsretten i alle tre udvalg, det synes jeg
ærligt talt begynder at ligne oppositionspolitik mere end et reelt ønske om at
få indflydelse på projektets videre udvikling. For
der er jo mulighed for indflydelse. Netop i de tre udvalg. Netop i den videre proces. Netop i arbejdet med borgerinddragelsen, understregede udvalgsformanden.
Lægger fnidder væk
Og så blev det tid til afstemning. Om Guldborgsundlistens ændringsforslag i forhold til at godkende den videre proces om Sakskøbing byudvikling. Ændringsforslaget præciserede, at der skulle nedsættes en lokalt forankret styregruppe med ansvar for processen fremadrettet. Og med den beslutning også den konsekvens, at arbejdet med byudviklingen ikke fortsætter, før der er nedsat en styregruppe.
Kun Guldborgsundlistens medlemmer stemte for - resten af byrådet imod.
Oven på byrådsmødet var Janne Hansen dog optimistisk i forhold til at opnå fuld borgerinddragelse med masser af lokal medbestemmelse omkring byfornyelsen i Sakskøbing.
Annonce
- Nu lægger vi fnidder væk og fokuserer på bolden. Jeg har hørt, at alle udvalgsformænd har talt om styregruppe. Og det er ikke bare ordkløveri. Det handler om graden af indflydelse, for der er stor fokus på en følgegruppe og en styregruppe, lød det fra Janne Hansen.
Om Frie Bymidter
Frie Bymidter er et forsøgsprojekt, der har fokus på levende bymidter, som ”understøtter stærke lokalsamfund, hvor bymidterne kan være lokale samlingspunkter, og hvor der er bedre muligheder for at leve også i landdistrikterne”.
Med den landspolitiske aftale er der afsat 130 millioner kroner, hvoraf 30 millioner kroner er øremærket til velfærdsfunktioner. Der kræves 40 procent kommunal medfinansiering.
Som led i udmøntningen af Folketingets politiske aftale om mere liv i bymidter og landdistrikter, og som et bredt flertal i Folketinget indgik aftale om i november 2021, blev kommunerne inviteret til at søge ind i forsøgsprojektet Frie Bymidter.
Sakskøbing endte som en af de udvalgte kommuner, og Loven om Frie Bymidter trådte i kraft 1. juli 2024.
Det gav grønt lys til at realisere en revitalisering af Sakskøbings bymidte for godt 15 millioner kroner.
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu