Kultur
Torsdagens premiere på Nykøbing Falster Revyen har ikke altid været udsolgt på balkonrækkerne - men i år har efterspørgslen været stor. Arkivfoto: Ingrid Riis
Ingrid Riis
Jysk revy fløj kendisser ind til premiere: På Falster strømmer de selv til
Rasmus Bjerg, Kollo og Knud Romer indtager den røde løber, når Nykøbing F. Revyen har premiere torsdag aften.
Nykøbing F. Revyens premiere
- Nykøbing F. Revyen oplever en hidtil uset interesse med næsten udsolgte pladser til årets premiere.
- Direktørparret Mickey og Lone Pless har videreudviklet revyen med nye initiativer som vinterrevy og julekoncert, hvilket har gjort den til en populær destination for både lokale og tilrejsende.
Da Sønderborg Revyen forleden havde premiere, inviterede kommunen og revyens nye ejere 63 skuespillere og influencere med på et chartret privatfly fra København. Udover en gratis billet i hånden havde de en kasse champagne og et halvt kilo kaviar med i flyvemaskinen, og formålet var at øge kendskabet til Sønderborg Revyen uden for kommunens grænser.
Så langt har det ikke været nødvendigt at gå inden torsdagens premiere på Nykøbing F. Revyen.
Her har det nuværende direktørpar aldrig haft så mange gæster med til en premiere som i år, forklarer Mickey Pless. Gulvpladserne har alle år været optaget, imens der ofte har været ledige pladser på balkonen.
Men ifølge direktøren er der altså stort set udsolgt i år.
- Det er meget privilegeret at kunne sige, men premieren har udviklet sig til noget af et tilløbsstykke. Vi har aldrig været så mange til en premiere, som vi bliver i år, siger han.
Nye ansigter på den røde løber
For faste premieregæster vil der være en del kendte ansigter. Blandt andre Gertrud Campeotto, Leif og Johnna Maibom og Bente Eskesen. Men der vil også være flere nye ansigter. I år kan man for eksempel støde på skuespiller Rasmus Bjerg, forfatter Knud Romer, politikeren Helge Adam Møller, direktør for Whitsun Festival Andreas Karberg, sangerinde Dorthe Kollo, skuespiller Jeanne Boel, skuespiller Flemming Jensen og journalist Jesper Steinmetz.
Det er meget privilegeret at kunne sige, men premieren har udviklet sig til noget af et tilløbsstykke.
Mickey Pless, direktør, Nykøbing Falster Revyen
Statsminister Mette Frederiksen er i øvrigt også inviteret, men hun kommer så vidt vides ikke.
- Jeg tror simpelthen, at det handler om, at de vil ned og se, hvad det er for noget hernede. Og hvad det er, der lykkes, forklarer Mickey Pless.
Og hvad er dit eget bud på det - hvad er det, der lykkes?
- Revyen har altid været på Danmarkskortet - også i Flemming Krølls tid. Vi står på skuldrene af dem, der har skabt den her revy. Men vi har videreudviklet et produkt, fra da vi overtog det. Lone og jeg har haft en idé om, hvad denne revy skal kunne for at trække den ind i den tid, vi lever i nu. Og nu bliver det lidt selvfedt, men det har vi haft succes med. Vi har lavet en vinterrevy, som var vores egen idé, og vi ville gerne lave en julekoncert og sommersang på Torvet. Så vi har gjort os synlige i lokalsamfundet, men i den grad også ud over lokalsamfundets grænser, siger han.
En ønskesituation
Med i alt fire priser for Årets Revy - senest i 2019 og 2022 - ligger der en forholdsvis stor forventning hos publikum om at blive underholdt.
- Derfor skal vi have nogle af de bedste skuespillere på holdet. Og vi står i den meget heldige situation, at jeg ofte får mails fra skuespillere, som gerne vil ned og arbejde for os. Det er en ønskesituation, forklarer han.
Årets revyhold
Henrik Lykkegaard.
Karen Marie Lillelund.
Rasmus Krogsgaard.
Kristine Yde.
Gordon Kennedy.
Kapelmester Mickey Pless.
I branchen går rygterne på, at direktørparret behandler skuespillere og andre ansatte godt. Holdet bruger en hel sommer på Falster og bor i sommerhus - ofte med hele familien.
- For os er det derfor vigtigt at inkludere småbørn og ægtefæller og lave aktiviteter for dem. Det er en historie, som spreder sig til revy- og erhvervsfolket andre steder i landet.
Derudover begyndte direktørparret for et par år siden at kontakte en stribe af busselskaber fra alle dele af landet for at få dem til at prioritere Nykøbing Falster Revyen - frem for kun at køre mod hovedstadsområdet.
- Vi ville så at sige have dem til at dreje af ved Køge og køre sydpå. Nu kommer de i et stort antal hele vejen fra Jylland, og de ringer til os allerede ved billetsalgsstart, forklarer Mickey Pless.
Indtil videre har Nykøbing Falster Revyen solgt cirka 25.000 billetter til sommerrevy.
Seneste artikler
Varmere om natten end midt på dagen
Dømt for ulovlige optagelser i Lalandia-sommerhus
Hospital får påbud efter fund på børneafdeling
Femern Bælt: Så er tunnelen blevet lidt længere
Truet med bat og skudt i benet
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Lynnedslag i landejendom
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder