Lolland

Kragenæs Havn her til morgen. Arkivfoto: Dorte Fløjgaard

Kæmpe omvej: Isen skaber lange forsinkelser

Selvom sneen så småt er smeltet, skaber særlige forhold svær sejllads i Smålandshavet.

Offentliggjort Sidst opdateret

"Hvis man skal med færgen til eller fra Femø resten af mandagen, skal man være forberedt på forsinkelser."

Det oplyste Lolland Færgefart i en sms allerede mandag. Men nu ser det ud til, at forsinkelserne fortsætter. Fra morgenstunden har Femøsund brugt over en time på at sejle til Femø fra morgenstunden.

"Vi kan se isstriben, som færgen har knoklet sig igennem," skriver Inge-Lise Bisted i en SMS til Folketidende. Hun har fulgt med i overfarten på Femø.

Femøsund skulle have været i havn klokken 08.00 på Femø, men klokken 09.00 havde færgen først lagt til kajs. Det kunne ses på Vesselfinder, som viser alle skibe og både.

Alternative løsninger

Nu skaber isen så store vanskeligheder, at Femøfærgen bliver nødt til at sejle ad en alternativ rute.

- Vi er sådan set nødt til at sejle nord om Fejø, det har jeg fået at vide for en halv times tid siden, siger chefskipper Peter Krüger.

Fra Sletteren på Fejø og over Femø Sund er der ved at være lukket helt til.

- Der er for meget is mellem Fejø og Femø. De kunne sejle tre knob, sagde personalet til mig. Det betyder også, at sejltiden bliver forlænget, forklarer Peter Krüger.

Lang overfart

Desværre betyder forholdene, at det også er svært at sige, hvor lang tid overfarten kommer til at tage.

- Vi kan ikke vurdere, hvor lang tid, det tager ekstra at sejle frem og tilbage. Vandet mellem Fejø og Femø er ved at lukke til, siger Peter Krüger.

Hvis uheldet er ude om natten, og en ambulance skal til øen, vil Femø-borgerne ikke lægge mærke til den længere sejltid. I et par måneder er ambulanceberedskabet overgået til helikopter, hvilket betyder, at helikopteren vil kunne flyve direkte til øen.

På grund af vejret

Forsinkelserne skyldes vejret, som skaber isfyldt vand, der er svært at komme igennem for Femø-færgen.

"Pga. udviklingen af is, er Femøsund desværre nødt til at sejle nord om Fejø. Der må derfor forventes længere sejltid og forsinkede afgange," oplyser Lolland Færgefart i en SMS.